Mens regeringen turnerer med lønløfter, ønsker sygeplejerske sig flere kollegaer
Mere i lønposen som middel til at få flere sygeplejersker på fuld tid, foreslår regeringen og drager på charmeoffensiv. Onsdag besøgte justitsministeren Herlev Hospital, hvor han talte med sygeplejersker, som kan se frem til 2.500 kroner ekstra i lønposen.
På Herlev Hospitals hjerteafdeling er der travlt.
Alt for travlt, hvis man spørger sygeplejersken Lola Labovic.
For to år siden blev hun færdig på sygeplejeskolen, og nu er hun ansat i en deltidsstilling på 32 timer ugentligt.
- Vi er et sted, hvor vi er lidt brændt ud. Vi er lidt trætte af den smøre, at det nok skal blive bedre, siger Lola Labovic til TV 2 Kosmopol.
Hvad skulle få dig til at gå på fuld tid?
- Flere kollegaer!
Forestiller sig lønstigning på omkring 2.500 kroner månedligt
Regeringen ønsker at hæve lønnen for sygeplejersker, pædagoger, fængselsbetjente og Sosu'er.
Statsminister Mette Frederiksen (S) har tidligere meldt ud, at hun forestiller sig en lønstigning på 2.500 kroner i gennemsnit for de fire faggrupper.
- Vi kan se, vi har svært ved, at rekruttere sygeplejersker, Sosu-hjælpere, pædagoger og fængselsbetjente, og derfor vil vi gerne give mulighed for et lønløft for bedre at kunne rekruttere og fastholde dem, vi har brug for, siger Peter Hummelgaard (S) til TV 2 Kosmopol.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Jan Christiansen/TV 2 Kosmopol
Ifølge tal fra den borgerlig-liberale tænketank Cepos tjener en fuldtidsansat sygeplejerske i dag, medregnet pension, 43.300 kroner i gennemsnit.
TV 2 Kosmopol spurgte Peter Hummelgaard, hvorfor han mener, sygeplejersker skal have højere løn.
- Af den simple årsag, at der er mange forskellige måder, hvordan vi kan tiltrække og fastholde de medarbejdergrupper, vi har brug for, og at bilde sig selv ind, at løn ikke også spiller en rolle, det tror jeg, vil være både naivt og forkert.
Tungere lønposer til nogle - lange næser til andre
HKKF - Soldaternes Fagforening ønsker også et lønløft til deres medlemmer. Men det er der ifølge Tom Block, som er forbundsformand i HKKF ikke udsigt til.
- Jeg synes, det er ærgerligt, at man allerede nu har lagt sig fast på, hvilke fire faggrupper, man mener, der skal have et lønløft, siger han.
- I hæren er det lige så slemt (som i sundhedsvæsenet red.), vi mangler mere end hver fjerde kollega, og så har vi den enorme udfordring, at vi højest kan holde på folk 20-24 måneder. Lønnen er den, vi hører nævnt, hver gang når vi er ude og tale med vores medlemmer.
Detaljerne i det såkaldte lønløft skal først forhandles endelig på plads i de kommende trepartsforhandlinger mellem regeringen, lønmodtagerne og arbejdsgiverne.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
To ud af fem overvejer at vende tilbage
Hvis regeringen lykkedes med at gøre det mere attraktivt at arbejde som sygeplejerske, og dermed afhjælpe manglen på sygeplejersker, så vil Lola Labovic også overveje at gå på fuld tid.
- Hvis jeg fik flere kollegaer, som måske kan lokkes med mere i løn, så ville jeg automatisk også komme op på 37 timer, for det ville jeg kunne overkomme. Men som det er lige nu, så kommer det ikke til at ske, siger hun.
En undersøgelse fra Danmarks Statistik, som er gennemført på vegne af Danske Regioner og Dansk Sygeplejeråd, har tidligere vist, at to ud af fem sygeplejersker, som har forladt sundhedsvæsenet, kunne ”måske” eller ”bestemt” forestille sig at vende tilbage.
Der er ifølge undersøgelsen især tre forhold, som har stor betydning for, om sygeplejerskerne vil vende tilbage til sundhedsvæsenet.
Det første drejer sig om en mere rimelig arbejdsmængde i forhold til arbejdstiden, det andet forhold handler om bedre mulighed for at kontrollere arbejdstiden.
Det sidste forhold? Højere løn.