Patienter må vente ti år på afgørende behandling – nu skal ”historisk skridt” sikre hurtigere hjælp

Region Hovedstaden sætter sammen med Rigshospitalet penge af til at bringe ventelisterne til kæbekonsultationer ned.

Konsultationer mere end ti år ud i fremtiden.

Det har de seneste år været realiteten for de patienter, der har ventet på konsultation og behandlinger på tand-mund-kæbekirurgisk ambulatorium på Rigshospitalet.

Som TV 2 Kosmopol kunne fortælle i sommer gjaldt det blandt andet 14-årige Ester, der havde fået en tid til en kæbeoperation i 2032

Asbjørn Shannon var indkaldt til konsultation i 2028 uden overhovedet at være sikker på, om specialisterne kunne løse hans problem.

Mens Mette Neergård Holm søgte mod Aarhus for at finde en hurtigere afklaring. 

Men nu – godt og vel ti måneder senere – er der nyt.

Region Hovedstaden sætter nemlig sammen med Rigshospitalet penge af til at bringe ventelisterne ned.

Det fortæller Christoffer Buster Reinhardt (K), der er formand for sundhedsudvalget i Region Hovedstaden, til TV 2 Kosmopol.

- Vi sætter penge varigt af til at lukke det efterslæb, der er. Vi sætter ti millioner kroner af ekstra om året fra regionsrådets side, og det samme gør Rigshospitalet, siger han til TV 2 Kosmopol og uddyber:

- Derudover vil der ske pukkelafvikling via akutpakkemidlerne, siger han med henvisning til den plan, regeringen og Danske Regioner præsenterede i februar.

quote Vi har en forpligtigelse til at hjælpe dem, også selvom det ikke er de patienter, vi nødvendighed taler mest om

Christoffer Buster Reinhardt (K)

Fire-seks år skæres af ventetiden 

De lange ventetider skyldes blandt andet, at der over en årrække henvises flere patienter, der havde brug for kæbekirurgi eller tandretning til Rigshospitalet, end man var i stand til at behandle.

Pengene skal i første omgang være med til at ventelisterne ikke øges yderligere, forklarer Christoffer Buster Reinhardt.

- Det gør, at vi sætter en prop i badekarret så at sige. Hvert år kommer der flere og flere patienter ind, hvilket har givet de her årelange ventetider. Men med midlerne skal vi sikre, at vi kommer med igen, forklarer Buster Reinhardt.

Han understreger, at det ikke er noget quickfix, der får ventetiderne til at forsvinde over natten.

- Det er en markant forbedring, at vi ikke længere kommer til at øge ventelister. Det er et historisk stort skridt for det her specialområde.

- Det er patienter, der har brug for hjælp. Det er et område, der er meget, meget presset. Vi har en forpligtelse til at hjælpe dem, også selvom det ikke er de patienter, vi nødvendigvis taler mest om.

Selvom der i første omgang er fokus på, at ventelisterne ikke skal øges yderligere, så vurderer Christoffer Buster Reinhardt, at midlerne også vil få betydning for de patienter, der allerede har fået en tid langt ud i fremtiden.

- Det gælder også for dem, der er på ventelisten. De kan forvente at få nye tider. Det vil være forskelligt, hvor meget ventetiden bliver forkortet, men som tommelfingerregel kan man nok forvente mellem fire og seks år, siger han.

Christoffer Buster Reinhardt uddyber, at patienterne vil blive behandlet i rækkefølge ud fra patienternes sundhedsmæssige behov, men at ventetid også spiller ind. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik