Politikernes valgsvineri bliver 500 år i naturen
Det tager naturen mange år at nedbryde forskelligt affald. Her kan du få et overblik.
Politikerne var hurtige, da valgplakaterne skulle hænges op. Men de var knap så hurtige, da plakaterne og de remedier, der er brugt til at ophænge dem, skulle ned igen.
En uge efter valget kan man på lygtepæle, træer og hegn finde plastikstrips i massevis.
Og det er altså ikke i orden, mener miljøbiolog og direktør i Plastic Change, Henrik Beha Pedersen.
- Det sender et signal fra politikerne om, at det er ligemeget, om man forurener med plastik, siger han til TV 2 Lorry.
De seneste dage har han og kollegaerne opsamlet flere hundrede strips på jorden. Og det er altså et stort problem for vores natur, hvis strips blot bliver liggende - og endnu værre, hvis de ender i havet, lyder det.
- Strips er lavet af hård plast, som kan ligge i naturen meget længe, da det er meget svært nedbrydeligt. Hvis det havner på bunden af havet eller i søer, kan det tage hundredvis af år, siger miljøbiologen til TV 2 Lorry.
Artiklen fortsætter under overblikket.
OVERBLIK: Nedbrydningstider
Døde dyr: 2 uger
Madrester (for eksempel æbleskrog): 2 uger
Appelsin- og bananskræller: 2-5 uger
Aviser: 3 – 12 måneder
Mælkekartoner: op til 2 år
Ispapir: op til 2 år
Cigaretskod: 1 - 5 år
Tyggegummi: op til 5 år
Ispinde: op til 10 år
Materialer i nylon: 30-40 år
Kapsler: op til 100 år
Plastikposer: op til 500 år
Plastikflasker: op til 500 år
Aluminiumsdåser: op til 500 år
Cykler: Mere end 1.000 år
Flasker og glas: op til 1.000.000 år
Kilde: Institut for Miljøvurdering
Kan havne på middagstallerken
Henrik Beha Pedersen fortæller, at mikrodele af stripsene i sidste ende kan havne i din mave.
- Det bliver nedbrudt til mikroplast og bliver inkorporeret i fødekæden. Det kan ende med at ligge på vores middagstallerken en dag. Vi finder i forvejen plastik i muslinger og fisk - og også i drikkevandet, forklarer han.
Derfor opfordrer miljøbiologen politikerne til at tage affære og rydde op efter dem selv.
- Man må tage ansvar for sine handlinger. Det er partiernes ansvar, at der ikke sidder en eneste strips tilbage. Miljøet skal ikke bøde for det.