Region Hovedstaden sælger donorblod: Kan være ulovligt
Det skriver Politiken torsdag.
- Det kan være ulovligt, siger lektor i sundhedsret ved Aalborg Universitet Kent Kristensen til avisen.
Han siger videre, at blodbanker ifølge blodforsyningsloven ikke er frit stillet til at udtage blod til "alle mulige forskellige formål".
Blodbanken må godt anvende udtaget blod til forskning, men det kræver en særskilt tilladelse.
Styrelsen for Patientsikkerhed skal godkende formålet og også Bloddonorerne Danmark skal give dets accept, lyder det.
Ifølge Politiken er sådan en godkendelse og accept kun givet en gang i perioden 2015 til 2024, og det var til Region Midtjylland.
Chefen for Region Hovedstadens blodbanker, overlæge Morten Bagge Hansen, afviser over for Politiken, at blodbanken handler ulovligt.
Han mener, at blodbanken følger alle de gældende regler og lovgivning på området. Han siger tilmed, at blodbanken ikke sælger overskydende restmateriale.
Restmaterialet bliver derimod "udleveret" og prisen per udlevering "dækker blodbankens direkte og indirekte omkostninger".
I 2023 indgik Region Hovedstaden i alt 38 kontrakter med alt fra universiteter til private firmaer, viser en aktindsigt, som Politiken har fået.
Blandt de 10 kontrakter, som Politiken har læst, er to indgået med private medicinalvirksomheder.
Betalingen var samlet 1.416.192 kroner, som Region Hovedstaden kalder et administrationsgebyr.