Stinus Lindgreen vender tilbage til Folketinget

Det bliver de radikales Stinus Lindgreen, der overtager Sofie Carsten Nielsens plads den 1. maj.

Det et kendt ansigt i hovedstadsområdet, der overtager Sofie Carsten Nielsens plads i Folketinget 1. maj.

Det bliver således et gensyn med hendes førstesuppleant, Stinus Lindgreen, der i dag er medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden.

Det bekræfter De Radikales politiske leder, Martin Lidegaard, over for Ritzau.

- Den største trøst ved det (Sofie Carsten Nielsens exit, red.) er, at vi fra 1. maj får Stinus Lindgreen tilbage som afløser for Sofie Carsten Nielsen.

- Han er en ekstremt dedikeret og engageret, dygtig politiker med erfaring fra folketingsarbejdet. Jeg tror, alle kan huske den store rolle, han spillede under pandemien, hvor han var formand for Folketingets Epidemiudvalg, siger Martin Lidegaard.

Fra 2019 til 2022 sad Stinus Lindgreen også i Folketinget for De Radikale. 

Her markerede han sig som partiets sundhedsordfører under coronapandemien. Han var også formand for Epidemiudvalget, der blev nedsat under pandemien.

Ved folketingsvalget i november sidste år fik Stinus Lindgreen 2221 personlige stemmer i Københavns Omegns Storkreds. Det var blot 246 stemmer færre end Sofie Carsten Nielsen.

Har en anden baggrund

Stinus Lindgreen siger til TV 2 Kosmopol, at han glæder sig til at vende tilbage til Folketinget. 

- Når man stiller op til et tillidshverv, så er det, fordi man ønsker at blive valgt, og fordi jeg havde noget at bidrage med, siger Stinus Lindgreen, der ved siden af sit sæde i regionsrådet i Region Hovedstaden den seneste tid også har været på barsel.

Hvordan vil de radikale vælgere i Københavns Omegns Storkreds opleve byttet mellem dig og Sofie Carsten Nielsen? 

- Jeg har arbejdet tæt sammen med Sofie i mange år, og jeg har stor respekt for hende. Vi har på mange måder det samme radikale DNA. 

quote Jeg er også en anden person med en anden baggrund

Stinus Lindgreen (R)

- Men jeg er også en anden person med en anden baggrund. Jeg stillede op med et fokus på naturvidenskabelig evidens og fakta på eksempelvis klima- og sundhedsområdet. Jeg kender også universitetsverdenen. Her kan jeg bidrage med mere end de fleste inde på Christiansborg - ikke bare Sofie Carsten Nielsen, siger Stinus Lindgreen. 

Han oplyser, at han endnu ikke har diskuteret ordførerposter med partiets ledelse, men at han "gerne fortsætter med" sundhedsområdet, som han markerede sig på i sidste valgperiode. 

Dagen efter Folketingsvalget valget trak Sofie Carsten Nielsen sig som politisk leder for partiet. Hun begrundede det med, at hendes stemmetal viste, at der ikke var tillid til hende.

Hun valgte dog at blive i Folketinget som menigt medlem af De Radikales folketingsgruppe. Her har hun blandt andet været forsvarsordfører.

Fra 1. maj tiltræder hun i en nyoprettet stilling i erhvervsorganisationen Dansk Industri (DI).


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik