Troede, det var en fejl: Martin var på venteliste til kæbe-konsultation i over 10 år

Årelange ventelister har været en realitet for patienter på tand- og kæbekirurgisk afdeling på Rigshospitalet. Men nu er der godt nyt på vej.

"Vi har modtaget din henvisning d. 14. oktober 2013. Og vi vil gerne se dig til konsultation mandag d. 3. januar 2028."

Martin Kirketerp-Møller fik sig noget af en overraskelse, da indkaldelsen fra Rigshospitalet tikkede ind.

- Jeg tænkte, at det måtte være en fejl. Jeg tænkte, at det var umuligt, at det kunne være om så lang tid, siger han. 

(Artiklen fortsætter under billedet.)

Martin Kirketerp Møller fik bøjle på af skoletandlægen, men det var altså ikke nok til at rette op på hans bid.

- Det handler om at proppe maden godt op i siden eller prøve at knække det inde i munden, og så håbe på det bedste, fortæller han om hvordan det er at spise eksempelvis en gulerod.
Martin Kirketerp Møller fik bøjle på af skoletandlægen, men det var altså ikke nok til at rette op på hans bid. - Det handler om at proppe maden godt op i siden eller prøve at knække det inde i munden, og så håbe på det bedste, fortæller han om hvordan det er at spise eksempelvis en gulerod.
Foto: Katrine Angel / TV 2 Kosmopol

Ligesom tusindvis af andre patienter er han på venteliste til tand- og kæbekirurgisk afdeling på Rigshospitalet. Og han ærgrer sig over, at det har været forholdene de sidste mange år.

- Jeg synes, det er super ærgerligt. Jeg er jo heldig, at jeg ikke oplever spændingshovedpiner og så meget ubehag, som andre gør. Men det er frustrerende, at man skal vente så mange år bare for overhovedet at kunne komme til konsultation, siger Martin Kirketerp-Møller.

- Jeg føler måske efter at have været på venteliste i så lang tid, ikke at man bliver nedprioriteret, men at man bliver lidt overset, fordi der også er så mange andre ting, Der er jo også en masse andre sygdomme og akutte ting , så det skal der selvfølgelig være fokus på, men vi andre kan jo heller ikke bare blive ved, siger Martin Kirketerp-Møller.

Millioner på vej

Men nu er der altså gode nyheder til de mange tand- og kæbepatienter på ventelisterne.

- Vi har besluttet at sætte 20 millioner af hvert år, så vi kan få lukket hullet i badekarret og forhåbentlig få nedbragt ventelisterne, for de har været alt, alt for lange, og det har selvfølgelig været helt uacceptabelt, siger Christoffer Buster Reinhardt (K), der er formand for sundhedsudvalget i Region Hovedstaden.

Region Hovedstaden var ikke bekendt med de lange ventetider før sidste år, men nu er de altså klar med økonomiske midler, der skal bruges til at løse problemet i det omfang, det er muligt.

- Helt konkret skal pengene gå til flere operationer på Rigshospitalet. Men vi kommer ikke til at løse hele ventelisteproblematikken med de her penge, og vi gør det ikke på et år, siger formanden for sundhedsudvalget i Region Hovedstaden.

- Der er cirka 2000 mennesker på venteliste, så at stå og love et quickfix, det kan jeg ikke, men vi tager et stort, stort skridt nu, fortsætter Christoffer Buster Reinhardt.

Region Hovedstaden mener, at pengene kommer til at korte ventelisterne af med fire til seks år. Men at operationspuklen først er overstået tidligst i 2025.

God nyhed

Siden Martin Kirketerp-Møller fik indkaldelsen til 2028, er han i mellemtiden blevet kaldt ind til en tidligere konsultation.

Det betyder, at han endte med at bruge 10 år på ventelisten til tand- og kæbekirurgisk afdeling.

(Artiklen fortsætter under billedet.)

Martin venter på kæbeoperation
Foto: Katrine Angel / TV 2 Kosmopol

Alligevel er det sød musik i hans ører, at der nu er penge og kortere ventelister på vej til området.

- Det lyder som om, det virkelig er blevet prioriteret, at nu skal vi også have hjælp, os der har noget med kirurgisk afdeling at gøre. Jeg håber, at jeg kan komme til og få en afklaring, om det er en operation, jeg har brug for, eller om det ikke er, siger han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik