Vedvarende energi skal være gratis
Hvis man gerne vil have solceller på taget eller vil bygge en vindmølle i haven, har det hidtil kostet tusindvis af kroner i byggesagsgebyrer, men det har Halsnæs kommune nu besluttet at gøre op med. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
- Vi er en klimakommune, så vi vil gerne gå foran, så hvis man gerne vil bygge solceller eller vindmøller, så skal det ikke koste noget i gebyr, fortæller Rikke Hvelplund der er afdelingsleder i teknik og miljø i Halsnæs, hvor et enigt byråd nu har vedtaget den nye gratis byggesagsbehandling - formentlig som de første - men næppe de sidste i landet.
- Jeg har ikke hørt om, at andre kommuner skulle have lavet gratis byggesagsgebyr, når man ønsker at lave vedvarende energiinstallationer, lyder det fra Anni Kær Pedersen, fra Kommunernes Landsforening.
Hun oplyser samtidig, at der er nedsat en arbejdsgruppe under det nye ministerium for klima, energi og bygninger, hvor der skal ses på regelforenkling og gebyrstruktur. I det arbejde vil der givetvis vil være fokus på, hvordan regelgrundlaget kan understøtte udviklingen af vedvarende energi.