Akut og massiv mangel på ambulancereddere: Værst i Region H
Det bliver nok værre, før det bliver bedre, lyder det fra regionsrådsformand.
x
Ambulanceredderne er normalt dem, der træder til, når det står rigtig skidt til. Men lige nu er krisen i ambulancedriften hos landets regioner så alvorlig, at det faktisk er dem, der har brug for hjælp.
Det viser en opgørelse TV 2 har fået fra Sundhedsministeriet.
I samtlige af landets fem regioner mangler der reddere og det i en sådan grad, at politikerne får sved på panden.
Men værst står det til i TV 2 Lorrys område, hvor Region Hovedstaden har 70 ledige stillinger, og Region Sjælland har 36.
Sådan lyder tallet i Sundhedsminister Magnus Heunickes opgørelse, men dertil kan man nok lægge en god sjat oveni, fortæller Andreas Keil, der er fællestillidsmand i Hovedstadens Beredskab (HBR) og medlem af Borgerrepræsentationen for Socialdemokratiet.
- Inde hos os er situationen rigtig kritisk. Vi nedlægger i gennemsnit flere ambulancer dagligt. I december havde vi over 900 nedetimer (ambulancer, der ikke kører, red.), og i januar hed det tal 1700. Og det er ikke, fordi det bliver bedre. Det er næsten en fordobling, og vi bliver ved med at bløde, siger han.
Med sine egne ord er Andreas Keil ikke uvildig. Som ansat i HBR er han fællestillidsmand hos den tabende part i et udbud, der er endt med at være en væsentlig del af problemet for Region Hovedstaden. For ham at se er konsekvenserne imidlertid ikke til at tage fejl af:
- Når der er færre ambulancer, får folk en dårligere service. Sådan er det, siger han.
Flere årsager til problemet
Årsagen til problemet har for hovedstadens vedkommende flere fædre, og en af de mest omtalte er det fornævnte udbud.
I august tabte HBR et udbud til Falck, der betyder, at Falck fra den 1. februar 2023 overtager ambulancekørslen i 75 procent af hovedstaden, mens regionen selv hjemtager den sidste fjerdedel.
(Artiklen fortsætter under videoen)
Tilbage i december kunne TV 2 Lorry fortælle, at Region Hovedstaden vil uddanne flere reddere. Det løser dog ikke det akutte problem. Se mere i indslaget her.
Det skabte røre og fortvivlelse blandt de ansatte i HBR, for langt fra alle ønsker at overgå til Falck fra deres tidligere arbejdsplads. Nogle søger helt ud af faget, mens andre søger mod andre regioner. Hovedstadens Beredskab mener ligeledes, at fejlagtige politiske beslutninger har været en medvirkende årsag.
Adspurgt om situationen i hovedstaden er der er et problem, er regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) ikke i tvivl:
- Det helt klare svar på, om det er et problem: Ja, det er et problem.
(Artiklen fortsætter under faktaboksen)
Ledige stillinger for ambulancereddere i regionerne
Region Hovedstaden
- Eksterne operatører: 70 ledige stillinger
- Egen ambulancetjeneste: Regionen oplyser, at der pt. ingen ledige
Region Sjælland
- Ekstern operatør: 36 ledige stillinger.
- Egen ambulancetjeneste/vagtcentral: Ingen ledige stillinger.
Tallene fra for de ledige ambulanceredderstillinger er fra 24. januar i år. Flere regioner oplyser til TV 2, at skønt tallene giver et retvisende billede af manglen, kan der være sket ændringer efter 31. januar.
Kilde: Sundhedsministeriet
Prisen betales
Manglen på ambulancefolk kan, ifølge Lars Gaardhøj, mærkes på regionens måltal for, hvor hurtigt ambulancerne skal nå ud til borgeren i nød.
De måltal er regionen “et godt stykke” fra at nå.
Et landsdækkende mål dikterer, at ambulancekørsler til akutte sundhedsproblemer såsom hjertestop – såkaldte A-kørsler – i 93 procent af tilfældene skal være fremme inden for 15 minutter, og det lever hovedstaden op til.
Men prisen betales af de ikke akutte kørsler – de såkaldte B-kørsler – som regionen har allokeret ressourcer fra. Her hedder servicemålet, at 93 procent af ambulancen skal være fremme inden for 30 minutter, men Region Hovedstaden ligger på kun 78 procent.
- Når vi er et godt stykke fra at leve op til vores mål, bekymrer det os. Især når vi lige nu er lidt i et vadested, hvor Hovedstadens Beredskab har svært ved at levere ambulancerne, siger Lars Gaardhøj.
Det bliver værre før, det bliver bedre
Regionsrådsformanden påpeger, at regionen har søsat flere tiltag for at tiltrække ambulancereddere.
Blandt andet arbejdes der på at forbedre arbejdsmiljøet i Hovedstadens Akutberedskab, som i afdækninger af Berlingske har været under sønderlemmende kritik fra nuværende og tidligere medarbejdere, samt at uddanne flere reddere.
Men uddannelsen til redder er lang og løser ikke problemet nu og her.
Lars Gaardhøj, det lyder ikke, som om løsningen på problemet har korte udsigter?
- Det er rigtigt, og det er også derfor, at vi har taget nogle skridt til at få uddannet flere reddere.
Men det har jo igen lange udsigter. Skal vi forvente, at situationen bliver endnu værre, før den bliver bedre?
- Det kan man nok ikke helt afvise. Vi gør, hvad vi kan for at finde måder at optimere på, men det er klart, at det ikke er nemt. Det nemmeste ville være, hvis der var tilstrækkeligt med ambulancer og reddere, men det er der ikke.