Hovedstadens skyhøje boligpriser spreder sig
Boligpriserne i Region Sjælland er steget markant det seneste år, viser nye tal fra Boligsiden.
Boligpriserne er langt de fleste steder i hovedstaden tilbage på niveau som før finanskrisen i 2006.
Det har altså været en ganske glimrende forretning for de københavnere, der har købt ejerbolig i de seneste fem år, men nye tal fra Boligsiden.dk viser, at også husejerne udenfor hovedstaden nu kan gnide sig i hænderne.
I gennemsnit er kvadratmeterpriserne på landsplan nemlig steget med 4,2 procent siden marts 2016, og det er især Region Nordjylland og Region Sjælland, der driver markedet frem.
I Region Sjælland har prisstigningen været hele 6,8 procent, og forklaringen kan være, at der nu er så mange penge at spare for københavnerne, at man kigger ud i landet.
- Det er et sundhedstegn for markedet, at stigningerne har bredt sig til hele landet, fordi det indikerer en interesse for yder- og landområderne, udtaler kommunikationsdirektør Birgit Daetz i en pressemeddelelse.
Det er da heller ikke længe siden, at nationalbankdirektøren advarede mod en ny mulig boligboble i København, hvor markedet er godt presset som følge af en høj efterspørgsel.
Lav salgstid
Samtidig med at huspriserne er steget, er salgstiden faldet, så huse nu bliver solgt 6,6 procent hurtigere end for et år siden, mens nedslaget i priserne alene den seneste måned er faldet 5,9 procent.
- Der er ofte en helt logisk sammenhæng mellem nøgletallene. Når priserne stiger, er det ofte, fordi efterspørgslen er stor, og derfor er køberne også klar over, at de skal slå til lidt hurtigere for at undgå, at deres drømmebolig bliver solgt til anden side. På samme måde har køberne ikke samme forhandlingsposition, som når markedet går trægt. Og så er sælgere og ejendomsmæglere blevet bedre til at prissætte rigtigt. Sammenlagt fører det til mindre nedslag og hurtigere salg, påpeger Birgit Daetz.
Det er ikke kun på villaer og rækkehuse, at priserne er steget det seneste år. Kvadratmeterprisen på ejerlejligheder er steget med otte procent, mens en kvadratmeter sommerhus nu koster 2,2 procent mere end for et år siden.
Salgspriser for villa og rækkehuse i kroner per m2
Hele landet - 12.9290 kroner
Region Hovedstaden - 23.162 kroner
Region Midtjylland - 11.487 kroner
Region Sjælland - 11.128 kroner
Region Nordjylland - 9.554 kroner
Region Syddanmark - 9.346 kroner