Demonstration mod moské-byggeri mødes med alkoholfri fest
En gruppe planlægger at demonstrere mod en ny moské i Roskilde. Det har fået moddemonstranter til at melde sig på banen.
Siden 1989 har der ligget en moské i et ombygget autoværksted i en baggård på Allehelgensvej i Roskilde.
Planerne om en ny moské på samme sted har længe været undervejs. Men nu har grupperingen "Stop Islamiseringen af Danmark" anmeldt en demonstration mod byggeriet på lørdag.
På toppen af moskéen skal der være fem kupler oppe, og så skal der bygges to minareter, der oprindeligt bruges til at kalde til bøn - på 7,5 meter.
Netop tårnene har fået grupperingen "Stop Islamiseringen af Danmark" til at indkalde til demonstration:
- Nu er der nogle bindegale lokalpolitikere, der har givet lov til at opføre en minaret på den her moské, hvor man senere kan begynde at lave bønneopkald og alt muligt andet på, siger Anders Gravers Pedersen, der er formand for "Stop Islamiseringen af Danmark".
Men det er slet ikke rigtigt, lyder det fra Yalcin Dogan, der er projektkoordinator i Roskilde Kulturforening:
- Det bliver der ikke, og det sker ikke. Vi får ikke lov til at gøre det, og vi gør det heller ikke, siger han med henvisning til, at byrådet i Roskilde har nedlagt forbud mod at kalde til bøn.
Foto: John Rahbek - TV 2 Lorry
Modtræk fra de mangfoldige
Den anmeldte demonstration har fået en moddemonstration til at melde sig på banen. Her bedyrer man, at man kun har fredelige intentioner:
- Egentlig er det ikke en demonstration, vi vil holde. Det er en fest for at vise, at Roskilde er et sted for mangfoldighed og et sted med kærlighed. Et sted, hvor vi arbejder sammen i stedet for at arbejde imod hinanden, siger Ricki Bjørn Lægtesskov, der er talsmand for moddemonstranterne fra gruppen "Mennesker for Mangfoldighed".
Gruppen er ved at arrangere en march, der afsluttes med en alkoholfri fest for alle med taler og god musik.
Borgmester bekymret for demonstration
Byens borgmester, Joy Mogensen (Soc. Dem.), frygter alligevel konfrontationer mellem de to grupper:
- Jeg bliver altid bekymret, når jeg hører, at der er nogen, der i den grad har misforstået, hvad der foregår i Roskilde. Og jeg kan høre, at dem, der har varslet en demonstration mod moskéen, i den grad har misforstået noget. Og så blev jeg også bekymret, da jeg hørte, at der kom en moddemonstration, for der er ikke nogen, der har lyst til at se konflikter i sine gader, siger hun.
- Det vigtigste budskab fra mig er, at det her skal forløbe fredeligt, for det er sådan vi plejer at tale om de forskelle, vi har religiøst og på den måde finde en god måde at leve sammen på, siger Joy Mogensen.
Kulturforeningens medlemmer holder sig helt ude af demonstrationerne, og håber, at alt forløber fredeligt på lørdag.
- Vi ønsker ikke konflikt. Vi er åbne, og hvis "Stop Islamiseringen af Danmark" vil ind og se vores bygning, så er de også meget velkomne, siger Yalcin Dogan.
Først i morgen vil Midt- og Vestsjællands Politi tage stilling til, om demonstrationerne skal flyttes for at undgå konfrontationer.
Vi har efter udgivelsen ændret artiklen og fjernet ordene "højreorienteret" og "højreradikal" om gruppen Stop islamiseringen af Danmark, da gruppen ikke ser sig selv som værende orienteret mod højre.