Festival klipper armbånd på dreng sigtet for voldtægt
Han er sigtet for at have voldtaget en 17-årig pige, han kender, og det har fået festivalen til at klippe hans armbånd og dermed smide ham ud fra musikfestivalen.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
- Festivalen har mulighed for at beslutte, hvem der skal være på festivalpladsen. Det er dem, der beslutter, hvis armbåndet skal klippes, siger Charlotte Tornquist, der er kommunikationsmedarbejder i Midt- og Vestsjællands Politi.
Armbåndet blev inddraget mandag.
Klokken var få minutter i 01 natten til mandag, da den 17-årige pige henvendte sig til politiet og fortalte, at hun var blevet voldtaget i et telt på campingpladsen.
Hun pegede på den 17-årige som gerningsmanden.
Mandag blev begge teenagere afhørt af politiet, og i den forbindelse er drengen blevet sigtet for voldtægt. Han er ikke anholdt.
- Der er ikke blevet fundet grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør, siger Charlotte Tornquist.
Hvad der nærmere skulle være sket, ønsker hun ikke at komme ind på.
Anmeldelsen var den første om voldtægt på årets Roskilde Festival. På sidste års festival modtog politikredsen otte anmeldelser om voldtægt.
Roskilde Festival forløber over otte dage - fra 24. juni til 1. juli i år. Flere end 130.000 deltager i musikfestivalen, hvilket i de otte dage gør festivalen til Danmarks fjerdestørste "by".