Maskeret mand sprang ud efter 11-årig pige tæt på kirke
En maskeret mand sprang søndag aften ud fra et buskads for at få fat i en 11-årig pige nær Roskilde.
En 11-årig pige har fortalt, at hun søndag aften blev forskrækket af en maskeret mand, som sprang ud fra et buskads ved Hellig Kors Kirke i Jyllinge nær Roskilde.
Det oplyser kommunikationsmedarbejder Charlotte Tornquist fra Midt- og Vestsjællands Politi.
- Pigen fortalte, at en mand kom ud af buskadset før kirken, og da hun så ham, vendte hun hurtigt rundt og cyklede væk. De havde ingen kontakt, siger hun.
Politiet modtog anmeldelsen fra pigens mor 21.15. Pigen kom cyklende på vejen Agerskellet, da manden sprang frem.
Det er anden gang inden for to uger, at et 11-årigt barn på cykel fortæller, at det er blevet opsøgt af en voksen mand i området.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Google Maps
Den 20. november anmeldte en far til en 11-årig dreng, at drengen var blevet tilbudt slik af en fremmed, da han kom cyklende på samme vej.
Drengen afslog, og da han ville cykle væk, tog manden fat i drengens ærme. Det lykkedes drengen at cykle fra stedet og hjem, selv om manden fulgte efter ham.
Efter anmeldelsen undersøgte politiet området og ledte efter manden, men fandt ikke frem til ham.
Politiet opfordrer folk til at kontakte politiet, hvis de har haft lignende oplevelser, fortæller Charlotte Tornquist.
- Når sådan noget sker i samme område, er det noget, vi er opmærksomme på. Vi vil meget gerne tale manden og finde ud af, hvorfor han gør det, og hvad motivet kunne være til det. Det er noget, der har skræmt pigen, siger hun.
Manden beskrives som mellem 170 og 180 centimeter høj. Han var søndag aften iklædt mørkt tøj og en halsedisse, der delvist skjulte hans ansigt.
Signalementet matcher delvist den beskrivelse, som den 11-årige dreng gav politiet 20. november.
/ritzau/