Presset psykiatrisk afdeling måtte lukke i ferien - to patienter er ikke vendt tilbage
I to uger har en afdeling på Psykiatrisk Center Sct. Hans haft lukket grundet personalemangel og ferieafholdelse. I mellemtiden har to alvorligt syge patienter valgt ikke at vende tilbage.
x
To alvorligt syge patienter er ikke vendt tilbage til deres behandlingssted efter sommerferien.
Det er status på afdeling M på Psykiatrisk Center Sct. Hans i Roskilde, efter behandlingsstedet holdt lukket i to uger i løbet af sommeren på grund af personalemangel og ferieafholdelse.
Det bekræfter cheflæge Jakob Krarup over for TV 2 Kosmopol.
Afdelingens patienter lider af såkaldt dobbeltdiagnose, det vil sige både et misbrug og en psykisk lidelse, og flere af patienterne frygtede inden ferien, at lukningen ville betyde et tilbagefald i deres misbrug, fordi de ville blive sendt hjem i fristende omgivelser.
TV 2 Kosmopol har tidligere talt med en af de patienter, der fik tilbagefald under ferielukningen, og som dermed ikke har kunnet vende tilbage til behandlingsstedet efter ferielukningen.
- Det gør mig ked af det. Jeg troede, at jeg skulle være der, indtil jeg var klar, men sådan er det ikke gået, sagde Thobias Hoffmann, der fik hjælp til sit alkoholmisbrug, sin angst og personlighedsforstyrrelse på afdeling M, til TV 2 Kosmopol i den forbindelse.
To er ikke mere end ved vanlig drift
Ferielukningen blev blandt andet kritiseret af misbrugsekspert Henrik Rindom samt af patienterne selv, der følte, de blev overladt til sig selv uden tilstrækkelig støtte.
Om det er ferielukningen, der er skyld i de to tidligere indlagte patienters frafald, kan ikke siges med sikkerhed.
Men ifølge cheflæge Jakob Krarup er det ikke usædvanligt, at patienter stopper behandlingen før tid af forskellige årsager.
"Det er aldrig ønskeligt, at patientforløb afsluttes før det planlagte tidspunkt. Det er en del af den komplekse dobbeltdiagnose-tilstand, at det ofte er tilfældet," siger han i et skriftligt svar til TV 2 Kosmopol.
"Et frafald, forstået som udskrivelse før det planlagte tidspunkt, på to patienter over to uger er ikke umiddelbart mere, end vi ser ved vanlig drift. Det er en del af sygdommen."
Det er første gang, at afdelingen har valgt at holde lukket to uger i sommerferien.
Hvorvidt det har været en god beslutning, kan ikke siges endnu. Man afventer i stedet den evaluering på forløbet, som Psykiatrisk Center Sct. Hans skal lave senere på året.