Roskilde Festival går 100 procent økologisk
Når Roskilde Festival åbner hegnet for glade festivaldeltagere i sommeren 2025, bliver det med 100 procent økologisk mad på Dyrskuepladsen.
Det skriver SN.dk.
Festivalen har været i gang med en omlægning til ren økologi siden 2010, og sidste år opnåede man 96,5 procent økologi.
- Vi skal ikke gå på kompromis længere. Minimum 90 procent er også rigtig flot, men vi vil gerne være en økologisk festival. Og rigtig mange af vores boder er økologiske. Det er ikke særlig mange boder, som lige mangler det sidste nøk. Så det kan vi godt, siger Lene-Maria Toksværd, som er Roskilde Festivals chef for handel og gastronomi, til SN.