Roskilde Festival: Politiet melder om et godt første døgn
Sådan lyder det fra Thomas Hartmann, der er politikommissær og operationsleder ved Midt- og Vestsjællands Politi, som har kommandostation på Roskilde Festival.
Han fortæller til TV 2 Kosmopol, at der her i det første døgn, efter campingpladsen er åbnet, har været to sager om overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Den ene handlede om en kort frihedsberøvelse, som medførte, at en person blev bortvist fra pladsen. Den anden sag var en slåskamp mellem to personer.
Der er blevet foretaget en enkelt anholdelse, som handlede om salg af euforiserende stoffer på Roskilde Station.
Og så har der som forventet været nogle trafikale vanskeligheder.
- Der er massiv trafik omkring Roskilde, men der har ikke været nogen farlige situationer, slutter Thomas Hartmann.