Skønhedsklinik sigtet to gange på en time
Skønhedsklinik i Roskilde fortsætter ufortrødent med at holde ulovligt åbent.
Det stikker helt af med antallet af sigtelser, som politiet har rejst mod skønhedsklinikken Cliuniq på Ringstedgade i Roskilde.
Lørdag formiddag har Midt- og Vestsjællands Politi to gange været forbi skønhedsklinikken og konstateret, at den holdt åbent og dermed byder reglerne om at holde lukket for at nedbringe smitten med covid-19.
- Jeg tror, vi er oppe på et sted mellem 15-16-17 sigtelser, siger vagtchef Lars Gallaz fra Midt-og Vestsjællands Politi.
Han fortæller, at politiet klokken 10.46 fik en anmeldelse fra en borger, der havde passeret skønhedsklinikken og konstateret, at der var sat skilt op og en kunde inde i klinikken.
Politiet sendte derfor en patrulje forbi og udskrev en bøde til klinikkens 32-årige kvindelige bestyrer. Den mandlige ejer var ikke selv til stede, men også kan forvente at få en bøde, oplyser Lars Gallaz.
Kort før middagstid var den så gal igen.
- Tilfældigvis kører en vores patruljer forbi og ser, at der er flere kunder i klinikken. Og så må vi jo igen skride til sigtelse, siger Lars Gallaz.
Midt- og Vestsjællands Politi har lørdag omtalt sigtelserne mod skønhedsklinikken med følgende tweet:
- Liberale erhverv skal fortsat holde lukket for offentligheden. Det er en hård tid, men loven skal overholdes, så vi kan få kontrol over pandemien, skriver politikredsen.
Bødesager skal for retten
Midt- og Vestsjællands Politi har tidligere oplyst, at de ikke kan tvangslukke Cliuniq, selvom klinikken åbenlyst ikke har tænkt sig at følge reglerne.
- De ønsker at få sagerne for retten for at få en retslig afgørelse, siger vagtchef Lars Gallaz.
Ifølge sn.dk har det også høj prioritet for Midt- og Vestsjællands Politi at få en afgørelse.
Politiet har sendt sagerne til berammelse i retten, men der er endnu ikke sat en dato på, hvornår de kan blive behandlet.