I Greve fandt de sammen om verdens bedste idé: Lokal klimapark til både mennesker og dyr
I stedet for at lukke sig inde bag beton og hegn, inviterer Greve Kommune både byens borgere og store som små dyr ind i det lokale vandrensningsanlæg
I Greve Kommune kan man prale af en ny klimapark, der både er til gavn for byens borgere og for miljøet, store som små dyr og den vilde natur i den nærliggende mikroskov.
Klimaparken er blevet til virkelighed, fordi lokale ildsjæle, det lokale forsyningsselskab og en bred politisk enighed går hånd i hånd.
En million fra rådhuset - men det er alle pengene værd
TV 2 Kosmopol kiggede forbi, og det brede politiske samarbejde tog godt imod os i skikkelse af borgmester Pernille Beckmann (V) og Bjarke Abel (S).
Hanne Kjær Jørgensen, projektleder i det lokale KLAR Forsyning, viste rundt, og der blev både budt på klart drikkevand, en tur på salamanderplatformen og en tur i mikroskoven, hvor træer, planter, insekter og dyr har fået frit slag til at danne skoven og biodiversiteten helt selv.
Hvad der startede som byggemodning i området, greb om sig, og et klimatilpasningsprojekt, hvor der er plads til regnvandet, opstod og er nu blevet til en attraktiv klimapark.
Parken består af tre forskellige søer. Fra fire forskellige steder løber vandet ind i den første og største sø, dernæst igennem en rensningsenhed i den næste sø, og derfra pumpes vandet i den lille renvandssø, hvor vandet er klart og rent.
Se hvad de gør i Greve
I vores serie "Se hvad de gør" sætter vi fokus på, hvor vi kan blive inspireret af hinanden og hvornår ildsjæle, borgere og politikere får tingene til at gå op i en højere enhed.
Kommunen har brugt cirka en million kroner på parken - på alt det ovenover vandet, så at sige; bro, bænke og salamanderplatform.
Hvad kan andre kommuner og byer lære af Greve?
Pengene er givet godt ud, konstaterer borgmesteren, og politisk kollega Bjarke Abel supplerer:
- Det her kunne sagtens være et teknisk anlæg belagt med beton og så et stort hegn om, hvor ingen måtte komme ind. Og det ville jo være trist midt i et boligområde. I det hele taget synes jeg, at den tendens, der er lige i øjeblikket, hvor man forsøger med de her regnvandsbassiner at gøre dem mere brugervenlige og integrere dem i boligområder og bybilledet - det tror jeg er vejen frem. Det tror jeg slet ikke, der er nogen tvivl om.
Da vi fik den store rundvisning i klimaparken, mødte vi flere lokale beboere, der nød området.
En af dem var familiefar Murat Can, der er flyttet til Greve fra København og netop med flytningen søgte ro og grønt. Han er allerede begejstret for den lokale biodiversitetspark.
Ifølge borgmester Pernille Beckmann er samarbejde nøgleordet, hvis andre byer og kommuner skal gøre Greve kunsten efter.
– Det gode råd til andre byer og kommuner er, at man skal arbejde meget tættere sammen med sin forsyning lokalt. For vores forsyninger går jo og laver klimabassiner alle mulige steder i byerne, og når man så har et tæt samarbejde med dem og kan putte noget ovenpå, ender man jo med at styrke den grønne dagsorden og kunne give et samfund videre til den næste generation, og det har vi et særligt ansvar for, siger borgmester Pernille Beckmann til TV 2 Kosmopol.