Supermarked jubler over fald i cigaret-salg
Netto melder om succes ved at gemme cigaretterne væk, så kunderne ikke kan se dem.
Det er de færreste handlende, der jubler, når salget falder.
Men det lader til at være tilfældet i Salling Group, der står bag supermarkedskæden Netto.
For siden 15. juli har Nettos cigaretter været gemt væk, så man skal spørge efter dem for at købe dem - og det har i sig selv været nok til at resultere i et mærkbart fald i salget.
Især tæt på uddannelsesinstitutioner
Særligt de Nettobutikker, der ligger i nærheden af uddannelsesinstitutioner, melder om lavere cigaretsalg.
Ved Hellerup Station nord for København ligger der en Netto-butik og lige i nærheden to gymnasier.
Cigaretsalget i supermarkedet er faldet med 20 procent i forretningen. Og andre steder meldes om lignende fald.
Det største fald overhovedet gælder Netto-forretningen i Solrød syd for København - her er faldet på 39 procent. Der ligger både en produktionsskole og et gymnasium i nærheden af butikken.
Beslutningen om at fjerne cigaretterne var drevet af et ønske om at begrænse særligt unges rygning - og det er tilsyneladende lykkedes.
- Vi har en ambition om medvirke til, at færre unge begynder at ryge, og det er derfor, vi har gemt cigaretterne væk. Udover at salget af cigaretter er faldet helt generelt, viser tallene, at tendensen er endnu tydeligere og endnu mere markant i de Netto-butikker, som mange unge besøger.
Andre kæder følger efter
Det er meget glædeligt og viser, at tiltaget har en mærkbar og positiv effekt, siger Brian Seemann, landedirektør i Netto i en pressemddelelse fra Salling Group.
I samme pressemeddelelse jubler Kræftens Bekæmpelse:
- Dagens tal er en fantastisk positiv nyhed. Tallene viser tydeligt, at færre børn og unge køber tobak, når tobak gemmes væk i danske butikker. Det passer fint med erfaringer fra blandt andet Norge og England, som i en årrække har brugt metoden. Jeg kan kun opfordre alle andre supermarkedskæder, kiosker og tankstationer til at følge efter. De bør hurtigst muligt gøre alvor af snakken og se at få gemt cigaretterne væk, siger Niels Them Kjær, projektchef for tobaksforebyggelse i Kræftens Bekæmpelse.
Og Salling Group mener netop, at det særligt er de unge, der køber mindre tobak. For det er de Netto-butikker, der ligger ved siden af uddannelsesinstitutioner, som har oplevet det største fald - mens det gennemsnitlige fald har været på ni procent.
Salling Group lader fra i dag sine andre kæder, Bilka, Føtex og Salling følge efter, så cigaretterne heller ikke der ligger synligt fremme.