Lone undrer sig: Hvorfor tillader DSB cykelkaos i myldretiden?
Lone fra Dragør må hver dag kæmpe sig forbi cykler på Nørreport Station, selvom de er forbudt i myldretiden. Hvorfor håndhæver DSB ikke forbuddet?, spørger hun.
Svaret Kort
DSB oplever, at stadig flere blæser på cykelforbuddet
Rejsende med cykler kan nægtes adgang til perronen
DSB varsler mere kontrol i myldretiden
Nørreport Station i myldretiden. Danmarks travleste S-station. Dagligt kæmper over 30.000 passagerer om pladsen på de smalle perroner under jorden.
- På Nørreport er det ikke tilladt at stå af og på med din cykel i myldretiden, gjalder det i højtalerne, både på perronerne og inde i S-togene.
Men det forhindrer ikke masser af cykler på stationen. Og det har fået Lone fra Dragør til at skrive ind til Spørg Os.
- Hvorfor håndhæver DSB ikke forbuddet, spørger hun, og fortsætter:
- I bund og grund føler jeg mig utryg på Nørreport og hader at stige ud i totalt mylder. Man skal gå slalom på den totalt overfyldte perron, hvor cyklerne fylder meget, siger Lone.
Ugens Vinderspørgsmål
• 1.134 personer stemte, da Lones spørgsmål var til afstemning
• 43% eller 1.134 personer afgjorde, at det var hendes spørgsmål, vi skulle undersøge
• Du kan selv stemme på ugens spørgsmål her i artiklen
TV 2 Kosmopol var på Nørreport Station to morgener i myldretiden for at se, hvor mange cykler, der var. Og der var mange, der både steg af og på toget med deres cykler.
Så hvorfor gør DSB ikke noget ved problemet?
Vi satte DSB's informationschef, Tony Bispeskov, stævne på den over 100 år gamle station.
Han forklarer, at DSB ikke går lige så kontant til rejsende med cykler i myldretiden som til rejsende uden billet:
- Vi håndhæver forbuddet, men vi giver ikke bøder, fortæller han.
I stedet for at få en bøde, bliver cyklister sendt tilbage i toget eller tilbage på gaden, hvis de altså støder på en DSB-ansat.
I de to morgener, vi var på stationen, så vi ingen cykler blive afvist. Men vi så masser af rejsende med cykler.
Foto: Morten Raarup/TV 2 Kosmopol
De fleste fik pludselig meget travlt, når vi prøvede at tale med dem. Men hovedparten af dem, vi fik i tale, vidste godt, de ikke måtte have cykel med på Nørreport i myldretiden.
Undskyldningen var primært regnvejret, eller at det var nemmest at stå af på Nørreport, frem for at cykle fra Vesterport eller Østerport.
Stigende problem
Hos DSB erkender de problemet.
- Det er en tendens, at flere og flere ikke overholder, at man ikke må tage cyklen med i myldretiden, fortæller Tony Bispeskov.
Informationschefen er enig med vores spørger om, at der er alt for mange cykler i myldretiden på stationen.
- På baggrund af den seneste udvikling kommer vi til også at se på, hvad kan vi gøre yderligere for, at Nørreport ikke benyttes i myldretiden med cyklen, lover Tony Bispeskov.
Der ligger ikke en færdig løsning klar, men DSB har nu lovet at gøre noget ved problemet.
Tak til Lone for spørgsmålet.
Hvis du går og undrer dig over noget, som vi kan undersøge journalistisk, så stil dit spørgsmål i boksen nedenunder: