Spørg Os: Hvad skal Hus Forbi sælgerne leve af, hvis projektet lukker?

Prisen på hjemløseavisen Hus Forbi er gået op, mens salget er gået ned. I har bedt os undersøge, hvad sælgerne egentlig skal leve af, hvis udviklingen ikke snart vender.

Svaret Kort

  • De fleste Hus Forbi sælgere skaffer sig en ekstra indtægt gennem avissalg

  • En vigtig del af gevinsten er det sociale fællesskab i foreningen Hus Forbi

  • Lige nu er der intet privat alternativ til avisen Hus Forbi, hvis den en dag forsvinder

Når man er sammen med Lotte Susanne Jeppesen (billedet), er man ikke i tvivl om, hvor stor en positiv kraft det er i hendes liv, at hun er Hus Forbi-sælger:

- Hvis jeg mister alt det her, så ryger jeg hjem. Så vil jeg sidde helt alene og blive virkelig syg. Vi har virkelig brug for, at vi kommer ud og har det socialt med nogen, fortæller Lotte Susanne Jeppesen.

Det er bare ikke længere så let at sælge aviser, som det har været. Faktisk er salget styrtdykket, efter at prisen i begyndelsen af 2023 blev sat op til fra 30 til 50 kr. for et blad.

Situationen har blandt andet fået Jørgit Wesselhoff fra Roskilde til at skrive til TV 2 Kosmopol gennem Spørg Os:

- Hvad skal Hus Forbi sælgerne leve af, hvis projektet lukkes? De står der i regn og slud for at skabe lidt indkomst til sig selv og til Hus Forbi.

Som jeg læser det, får de et stort problem. Har de ikke en overførselsindkomst, de kan leve af?, spørger hun.

Det undersøger vi her.

(Artiklen fortsætter under videoen.)

Mød Lotte Susanne Jeppesen, der er Hus Forbi-sælger. Hun håber, at folk vil støtte op om alt det, som avisen og foreningen betyder for socialt udsatte mennesker.

Udgangspunktet

For fem år siden kunne Hus Forbi-sælgerne afsætte en million blade om året. Inden året er omme, regner foreningen Hus Forbi med, at salget er faldet til det halve.

Prisstigningen tidligere på året har umiddelbart reddet avisen, men kun på kort sigt. Hvis salgskurven fortsætter nedad, som den gør nu, kan foreningen Hus Forbi ikke fortsætte på samme måde som i dag:

- Vi har ikke råd til at have et år med sådan et stort minus, som vi har haft, siger Lærke Demant-Ladefoged, der er sekretariatsleder i Hus Forbi.

(Artiklen fortsætter under afstemningen.)

Spørg Os - Afstemning

_

Mere end et blad

Hvis foreningen en dag er nødt til at skære ned på udgifterne, vil avisen ikke være det første, som sælgerne mister. Først i rækken står foreningens situationsbestemte hjælp til sælgerne som for eksempel tilskud til medicin, husstyrsforsikring, transport og tøj.

- Det er goder, som betyder rigtig meget for sælgerne. Der vil vi meget nødig hen, understreger Lærke Demant-Ladefoged fra Hus Forbi-sekretariatet.

Lotte Susanne Jeppesen er enig i, at Hus Forbi er større end det blad, de fleste forbinder sælgerne med:

- Det er ikke bare en avis. Det er en forening, det her. Og det er vigtigt for os alle sammen. Så mister vi det her, går det virkelig galt for mange af os. Det betyder alt, siger den garvede sælger.

(Artiklen fortsætter under billedet.)

Når man køber en Hus Forbi avis, går 25 kroner til sælgeren og 25 kroner til foreningen Hus Forbi.
Når man køber en Hus Forbi avis, går 25 kroner til sælgeren og 25 kroner til foreningen Hus Forbi.
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Hvad er alternativet?

Lars Benjaminsen er seniorforsker ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE. Han siger til TV 2 Kosmopol, at sælgerne af Hus Forbi typisk har en anden indtægt end aviserne, typisk førtidspension og kontanthjælp.

Men hvis de cirka 4.000 registrerede Hus Forbi-sælgere fortsat ønsker sig en ekstra indtægt, så må de se langt efter organiserede tilbud i samme størrelsesorden som Hus Forbi.

- Der findes muligheder for at sælge kaffe på gader og stræder, eller hjælpe med at reparere cykler. Men Hus Forbi er jo en meget større organisation, og det er et meget stort antal mennesker, der har en ekstra indkomst fra at sælge Hus Forbi, siger Lars Benjaminsen.

(Artiklen fortsætter under boksen.)

Du læser ugens vinderspørgsmål

·         961 personer stemte, da Jørgit Wesselhoffs spørgsmål var til afstemning

·         42% eller 408 personer afgjorde, at det var hendes spørgsmål, vi skulle undersøge

·         Du kan selv påvirke vores journalistik ved at lægge en stemme eller stille dit eget spørgsmål her i artiklen

47-årige Lotte Susanne Jeppesen modtager førtidspension, men hun vil have svært ved at få enderne til at mødes, hvis Hus Forbi en dag må dreje nøglen om, vurderer hun:

- Nu har jeg slidgigt, så jeg kan ikke gå ud og samle pant for eksempel. Så må jeg undvære min medicin eller får måske ikke ret meget at spise, siger Lotte Susanne Jeppesen til TV 2 Kosmopol.

Ingen plan B

Vi spørger Hus Forbi, om sælgerne kan regne med hjælp videre fra foreningens side, hvis det skulle gå hen og blive umuligt at drive avisen:

Har I som forening en plan B for de hjemløse og socialt udsatte?

- Altså en plan for, hvad der skal ske, hvis Hus Forbi ikke findes længere? Nej, det har vi ikke. Hvis vi ikke findes længere som forening, så er vi heller ikke dem, der vil være her til at løfte den opgave, der står på den anden side.

(Artiklen fortsætter under billedet.)

Det betyder meget for 47-årige Lotte Susanne Jeppesen at have et arbejde, der får hende meningsfuldt ud blandt andre.
Det betyder meget for 47-årige Lotte Susanne Jeppesen at have et arbejde, der får hende meningsfuldt ud blandt andre.
Foto: Rasmus Ahlefeldt Simonsen / TV 2 Kosmopol

Men hvad skal Hus Forbi -sælgerne så leve af?, spørger vi seniorforsker Lars Benjaminsen fra VIVE

- Det er jo et godt spørgsmål. Så har de måske faktisk kun muligheden for at få en ydelse fra velfærdssystemet. Nogle af dem har måske slet ikke nogen ydelse, og skal først ind i velfærdssystemet, siger Lars Benjaminsen.

Seniorforskeren fra VIVE understreger, at økonomien kun er en del af løsningen:

- Det handler også om at hjælpe med en boligløsning, noget socialt støtte og noget meningsfuldt at tage sig til, og der har avissalget en vigtig dimension, fordi det giver en social kontakt i hverdagen, som sælgerne også kommer til at mangle, siger Lars Benjaminsen.

Viljen til, at situationen slet ikke kommer derhen, er stor:

- Sælgerne skal tro på det, og blive ved med at gøre, hvad de kan, og vi gør, hvad vi kan. I fællesskab skal vi nok få Hus Forbi til at overleve, siger Lærke Demant-Ladefoged fra sekretariatet i Hus Forbi.

Det er lige nøjagtigt det, som Lotte Susanne Jeppesen har tænkt sig at gøre. Hun håber, at folk vil støtte op om missionen ved at købe aviser på gaden igen.

(Artiklen fortsætter under billedet.)

Hus Forbi-sælger Lotte Susanne Jeppesen håber, at omverdenen forstår betydningen af, at Hus Forbi overlever krisen.
Hus Forbi-sælger Lotte Susanne Jeppesen håber, at omverdenen forstår betydningen af, at Hus Forbi overlever krisen.
Foto: Rasmus Ahlefeldt Simonsen / TV 2 Kosmopol

- Vi er til at tale med. Vi er mennesker, ligesom alle andre. Vi har det bare hårdt, og vi har brug for jeres hjælp. Det er der, den ligger.

Jeg håber virkelig, at I vil gå ud og støtte os, for det er en virkelig god avis, vi laver her,  siger Lotte Susanne Jeppesen.

Tak til Jørgit Wesselhoff for spørgsmålet!

Hvis du også undrer dig over noget, som vi kan undersøge journalistisk, så skriv dit spørgsmål i boksen nedenunder.



Spørg Os - Formular

_

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik