Flyveledere melder om nul forhandlinger trods mange forsinkelser
Det oplyser formanden for flyveledernes faglige forening Datca, Esben Jean-Pierre-Blum, mandag i en skriftlig kommentar til Ritzau.
- Det er korrekt, at vi ikke har mødtes siden sidste tirsdag, skriver han.
Her blev der meldt om nedbrud i forhandlingerne mellem Datca og virksomheden Naviair, der varetager trafikstyring af luftfart i Danmark og aktuelt mangler flyveledere.
Datca-formand Esben Jean-Pierre-Blum siger i den skriftlige kommentar også, at flyvelederne ikke har modtaget nogen invitation til nye forhandlinger.
Manglen på flyveledere skyldes blandt andet afskedigelser under coronakrisen.
Her var der ikke samme behov for flyveledere som nu.
Men efter at der igen er kommet gang i luftfarten, er der opstået en mangelsituation. Den har den seneste tid påvirket tusindvis af passagerer i Københavns Lufthavn.
Mandag lød forventningen fra lufthavnen, at op mod 50.000 ville blive påvirket alene mandag.