Efter skudoffers kritik af psykiatrien: Nu bakkes hun op fra flere sider
Er den formodede gerningsmands bag skyderiet i Field's et slags offer for en psykiatri, som i mange tilfælde hverken har tid eller ressourcer til at give den rette behandling?
Kan man selv være et offer, hvis man har begået noget så grusomt som at tage andre menneskers liv?
Det mener, Anja Rune, der selv blev skudt i Field's 3. juli. I en dokumentar fortæller hun til TV 2 Lorry, at hun ikke er sur på gerningsmanden, efter det er kommet frem, at den sigtede i sagen er kendt af psykiatrien.
- Han er lige så meget et offer. Selvfølgelig skulle han ikke have skudt folk, men han er syg. Han skulle have haft hjælp, siger hun.
Nu bakkes hun op af flere organisationer, efter de har set TV 2 Lorrys dækning af lange ventetider og mangelfuld behandling i psykiatrien.
- Jeg synes, det er beskæmmende, og jeg synes ikke, vi kan være det bekendt i et velfærdssamfund som det danske, siger Jane Alrø Sørensen, der er generalsekretær i Bedre Psykiatri.
Ingen lytter
Også SIND - Landsforeningen for psykisk sundhed - mærker konsekvenserne af en udsultet psykiatri, forklarer formanden, Mia Kristina Hansen.
- Jeg oplever - specielt efter den tragiske hændelse i Field's - at der er pårørende, der ringer og fortæller, at det er svært at komme igennem systemet. De venter meget lang tid, prøver at råbe op, men der er ikke nogen, der lytter. Man bliver afvist med, at det er ikke her, de skal søge hjælp, de skal gå et andet sted hen.
Sagen om mangelfuld behandling i psykiatrien aktualiseres her en måned efter Field's-drabene, hvor den formodede gerningsmand var kendt af psykiatrien.
Vi kender ikke vedkommendes tilknytning til psykiatrien. Men for mange psykiatriske patienter er det en ørkenvandring ind og ud af behandlings-systemet.
- Cirka hver fjerde patient, det varierer en lille smule fra region til region, er genindlagt igen inden for 30 dage. For mig er det et klokkeklart eksempel på, at man ikke er færdigbehandlet, man er ikke klar til at blive udskrevet, mener Jane Alrø Sørensen.
Psykiatrisk behandling tager tid. Tid, som der ikke er til rådighed med den store stigning i henvisning af patienter fra praktiserende læger. Men patienter og det psykiatriske system er også ofte et dårligt match. Den oplevelse sidder formanden for SIND i hvert fald tilbage med.
- Vi oplever, det er et system, hvor man skal passe ind i nogle kasser og nogle bestemte behandlingsforløb. Nogle gange får mennesker at vide, de ikke profiterer af behandlingen, og derfor afsluttes den.
Politisk opbakning til ambitiøs plan
Manglen på ressourcer i psykiatrien har været et varmt politisk emne i årevis. Nu er der måske lys forude.
I januar i år udgav Sundhedsstyrelsen et fagligt oplæg til en 10-årsplan, som blandt andet lægger op til en markant styrket indsats målrettet mennesker med psykiske lidelser. Noget som politikerne på Christiansborg skal drøfte.
- Jeg oplever bred enighed fra højre til venstre om, at vi skal have forhandlet en ambitiøs 10-års plan for psykiatrien. Sådan, at vi faktisk får skabt en psykiatri, som patienterne får det bedre af at være i kontakt med, siger generalsekretæren i Bedre Psykiatri, Jane Alrø Sørensen.
Hvis der skal komme noget positivt ud af skyderiet i Field's, så håber Anja Rune, at der bliver tilført flere midler til psykiatrien.
- Vi kan ikke gøre det om, men vi kan forhåbentligt gøre det bedre og undgå lignende episoder i fremtiden. Det er også derfor, jeg gerne vil fortælle min historie. Der er en masse syge mennesker, der har brug for hjælp, siger hun.
Du kan i øvrigt se dokumentaren om Anja, der blev skudt i Field's herunder.