Politiet har fået op mod 800 henvendelser om skyderiet i Field's
En 22-årig mand er blevet fængslet for at stå bag skyderi i Field's, som kostede tre mennesker livet.
Politiet har modtaget op mod 800 henvendelse med vidneberetninger og videomateriale, der har forbindelse til skyderiet i storcentret Field's.
Det oplyser Københavns Politi på Twitter onsdag.
Ifølge Trine Fisker, der er vicepolitiinspektør hos Københavns Politi, fortsætter politiet med efterforskningen i øjeblikket.
- Vores kollegaer har masser af arbejde foran sig, og det vil de have længe endnu, siger hun til TV 2.
- Vi har modtaget rigtig mange henvendelser. Det seneste tal er, at vi ligger på mellem 700-800 henvendelser i forbindelse med skyderiet.
Politiet opfordrer fortsat folk til at henvende sig, hvis man har noget, der kan hjælpe efterforskningen.
Kan hente biler fra p-kælder
Købehavns Politi har onsdag oplyst på Twitter, at det vil være muligt at hente sin bil i storcentrets parkeringskælder. Det kan nu lade sig gøre, uden at man først tager kontakt til politiet.
Politiet vil onsdag også være klar til at udlevere efterladte genstande, som er blevet fundet efter skyderiet søndag, der kostede tre personer livet.
Genstandene vil blive udlevet på politigården i København.
- Vi registrerer stadig ting. Lige nu er der derfor primært ting fra fællesarealerne i Field's, som vi har registreret, skriver politiet på Twitter.
- Efterladte ting fra eksempelvis Bilka og butikker, som blev låst under søndagens episode, vil blive udleveret i en senere runde.
En 22-årig mand er sigtet for tre drab og syv drabsforsøg efter skyderiet i Field's. Han blev mandag varetægtsfængslet i surrogat på lukket psykiatrisk afdeling i 24 dage.
Ved afgørelsen lagde dommeren vægt på vidneafhøringer, stillfotos fra videoovervågning, samt at den 22-årige var i besiddelse af en riffel ved sin anholdelse.
Derudover blev han fængslet for at forhindre, at han vil kunne begå noget lignende igen.
/ritzau/