Snorri var på arbejde i Field's - han skød med et "kæmpe jagtgevær"
Snorri så med egne øjne, hvordan en mand gik rundt med et gevær i Field's søndag aften.
- Det var bare en normal arbejdsdag, troede vi.
Snorri Trastarson oplevede søndagens skyderi i Field's på tætteste hold, da han var på arbejde i en af shoppingcentrets restauranter på 2. sal.
Han fortæller, at han og kollegaerne pludselig hørte en høj lyd, der fik dem til at stoppe op.
- Lige pludselig lyder der en eksplosion. Ligesom en ballon, der eksploderer, og folk begynder at løbe over det hele, siger han til TV 2 Lorry og fortsætter.
- Vi tænker, hvad sker der? Det er meget unormalt det her. Så går det op for os, at der er en med et våben, der går rundt i centeret og skyder folk.
- Så ud som om han ledte efter nogen
Hurtigt begyndte Snorri, kollegaerne og de andre restauranters personale at evakuere folk i restauranternes baglokaler, mens de også selv forsøgte at gemme sig.
- Så går det op for os, at gerningsmanden bare går rundt. Det er, som om han leder efter nogen. Han går med et kæmpe jagtgevær og skyder. Efter hvad, ved vi ikke.
Københavns Politi har endnu ikke bekræftet, hvilket våben den mistænkte gik rundt med.
Da gerningsmanden var væk fra 3. sal, bevægede Snorri og nogle andre sig videre.
Hjalp blødende kvinde
- Vi prøver at gemme os så godt som muligt. Da han er gået væk, går nogle af os ud for at tjekke, om der er andre mennesker et eller andet sted, som vi kan hjælpe med at gemme sig.
Her fandt de en person, hvor de ikke kunne finde nogen puls.
Efterfølgende fandt de en person, der blødte fra benet. Snorri tog sit bælte af, og strammede det omkring såret for at stoppe blødningen.
Hvordan har du det nu?
- Jeg synes, jeg har det okay, men jeg tror, det er noget, der kommer senere, forklarer Snorri Trastarson.