Efter terrorangreb: Jøder og muslimer står sammen
Et år efter terroranslaget i København er samarbejdet mellem Det Jødiske Samfund og en række muslimske foreninger blevet langt stærkere og tættere.
Et år efter at den 22-årige dansk-palæstinenser Omar el-Hussein begik et terrorangreb mod kulturhuset Krudttønden i København og derefter dræbte den jødiske vagt Dan Uzan foran synagogen i Krystalgade, er samarbejdet mellem Det Jødiske Samfund og en række muslimske foreninger blevet markant forbedret, skriver Kristeligt Dagblad.
Sådan lyder meldingen fra både Det Jødiske Samfund, Muslimernes Fællesråd, Det Islamiske Trossamfund og Københavns Kommune.
Kommunen har satset på at inddrage Det Jødiske Samfund og en række muslimske foreninger i indsatsen for at forebygge voldelig ekstremisme. Efter terrorangrebet sidste år fordoblede Borgerrepræsentationen budgettet til at bekæmpe radikalisering. Det er på 23 millioner kroner over de næste fire år.
Foto: TV 2 Kosmopol
Jair Melchior, der er rabbiner i Københavns Synagoge, fortæller, at Det Jødiske Samfund har kontakt til syv muslimske foreninger.
Han vurderer, at samarbejdet mellem muslimer og jøder om at bekæmpe radikalisering er blevet styrket efter terrorangrebet den 14.-15. februar 2015.
- Vi står til rådighed for moskéerne i København. Radikalisering er især et problem i muslimske miljøer. Det er vigtigt, at vi som jøder kommer ud på folkeskoler og muslimske skoler for at nedbryde fordomme. Det er ikke alle muslimer og jøder, som lever i harmoni, men Det Jødiske Samfund har et godt forhold til de muslimske foreninger, og der sker fremskridt i samarbejdet, siger Jair Melchior og henviser til, at Det Jødiske Samfund med støtte fra Københavns Kommune næste år opretter et jødisk informationscenter, som skal oplyse om jøders forhold og religion blandt andet på skoler og i moskéer.
Sami Kucukakin, formand for Muslimernes Fællesråd, fremhæver også, at samarbejdet mellem muslimer og jøder er blevet styrket det forløbne år.
- Vi har følt, at Det Jødiske Samfund var en lidt lukket gruppe. Den 14. februar 2015 var en meget ulykkelig dag, men der er kommet det gode ud af de tragiske hændelser, at jøder og muslimer i København er kommet nærmere hinanden, siger Sami Kucukakin.
Han mener, at jøder kan være med til at modvirke fordomme og antisemitisme ved at tage ud i muslimske foreninger. Samtidig fremhæver Sami Kucukakin, at danske muslimer kan hente inspiration i jødernes historie.