Taler ikke dansk: Flygtningebørn sendes direkte i folkeskole
Flere kommuner dropper modtageklasser og sender flygtningebørn direkte ud i folkeskolen, selvom de ikke taler dansk.
Når klokken i dag ringer ind til endnu et skoleår, så er der flere elever, der har fået nye klassekammerater. Det er på trods af, at de nye kammerater endnu ikke taler dansk. Flere kommuner har nemlig droppet modtageklasser til nyankomne flygtningebørn.
- Hvis de kommer i en klasse, hvor der går ti andre fremmedsprogede børn, så bliver det sværere for dem at lære dansk. Hvis de går i en klasse, hvor der kun er danskere, så lærer de det hurtigere. Det kan vi se af resultater fra udlandet, forklarede formand for Børne- og Skoleudvalget i Hørsholm Kommune, Otto Christiansen, til TV 2 Lorry tilbage i februar måned.
Her kørte kommunen et forsøg med at integrere flygtningebørn i kommunens almindelige skoleklasser, og det blev en så stor succes, at ordningen nu er permanent på alle kommunens folkeskoler.
Hørsholm Kommune står ikke alene. Flere andre kommuner i hovedstadsområdet har også droppet modtageklasserne. Det gælder Helsingør, Roskilde, Rudersdal, Egedal, Herlev og Frederiksberg. Men det træk falder ikke i god jord hos Danmarks Lærerforening.
- Det vil under alle forudsætninger betyde, at en elev, der ikke taler dansk, vil kræve noget ekstra, og det vil i sagens natur tage tiden fra de andre elever, siger næstformand i Danmarks Lærerforening, Dorte Lange, til TV2.
Kommunernes Landsforening vurderer, at kommunerne alene i år skal modtage omkring 6000 flygtningebørn i folkeskolerne.