Brandingekspert om Tour de France: "Hvis nogen får noget ud af det, så er det København"
En ekspert vurderer, at Tour de France-starten kun har haft begrænset international brandingværdi for Danmark. En anden mener, at kun København får noget ud af det, mens en tredje siger, at det er for tidligt at konkludere noget.
Tour de France-rytterne har lørdag eftermiddag forladt hovedstadsområdet, da de kørte ind i Holbæk via Munkholmbroen.
Dermed kan man så småt starte evalueringen af, hvilken international brandingværdi det har haft for København, Roskilde og Lejre at have besøg af verdens største cykelløb.
Oliver Schnittka er professor i marketing, branding og forbrugeradfærd ved Syddansk Universitet. Han mener, at København kommer til at overskygge alle de andre værtskommuner for Tour de France i Danmark.
- Vi ved fra andre store sportsbegivenheder, at det typisk er de store spillere, der får en langtidseffekt ud af det. Når det kommer til Tour de France i Danmark, så er der reelt kun en enkelt stor spiller - og det er København.
Oliver Schnittka fortæller, at mange af dem, der følger Tour de France, i forvejen kender til København, og Tour de France-starten bliver så en tilføjelse til det kendskab.
Det koster Tour de France i Danmark
Ifølge Politiken er den samlede offentlige regning for at afholde Tour de France i Danmark mindst 180 millioner kroner.
De tre kommuner i hovedstadsområdet bidrager med følgende:
- København: 47.500.000 kroner
- Roskilde: 10.000.000 kroner
- Lejre: 437.000 kroner
Hvis nogen efterfølgende får lyst til at besøge Danmark, så vil de andre værtskommuner få svært ved at hamle op med de attraktioner, der er i København.
- Hvis nogen får noget ud af det, så er det København. Tour de France kan godt give en ekstraværdi i brandingen af København.
Vejret var ubetinget bedst under lørdagens etape, der lagde ud i Roskilde og herefter kom til Lejre, men Oliver Schnittka tror ikke, at regnen under fredagens enkeltstart i København har "kostet" noget i brandingen af hovedstaden.
- Vejret er en sekundær ting. Folk ved godt, at det nogle gange regner i Danmark.
Begrænset brandingværdi
En anden ekspert mener slet ikke, at Tour de France-værtskabet har nogen international brandingværdi - hverken for København eller resten af Danmark.
- Jeg vil vurdere, at det er meget begrænset. Det er i hvert fald svært at bevise, hvad vi får ud af det. Vi har ikke fået en hel masse for pengene, lyder det fra Frederik Preisler, der er kommunikationsdirektør og grundlægger af reklamebureauet Mensch.
- Hvis man kun tænker økonomi, så kan det ikke retfærdiggøres. Men det har været en rigtig fin fest og helt sikkert en fantastisk oplevelse for alle dem, der har deltaget i den.
Kenneth Cortsen er sportsøkonom og arbejder med branding i forbindelse med sportsbegivenheder på Professionshøjskolen UCN. Han mener, det er for tidligt at sige noget om den internationale brandingværdi af det danske Tour de France-værtskab.
- Der vil komme en effektanalyse om et par måneder. Jeg kan sige så meget, at jeg synes, man skal se nuanceret på det og ikke kun tænke i kolde kontanter. Værtskabet for Tour de France taler ind i et større strategiarbejde.
Frederik Preisler mener ikke, at værtskommunerne skal satse på, at turisterne nu kommer strømmende, efter de har set Danmark i Tour de France.
- Jeg synes, det vil klæde politikerne at stå ved, at de har haft lyst til og mulighed for at afholde det her event, og derfor har valgt at gøre det, og så ellers holde op med at omtale det som en strategisk brandingmanøvre.
Ifølge Kenneth Cortsen skal de langvarige effekter af Tour de France-værtskabet dog sættes ind i en større ramme.
- Et enkelt event kan ikke stå alene, men det taler ind i en kontinuerlig brandmæssig positionering af Danmark som et land, der kan løfte de her store begivenheder.