Roskilde forbereder sig på vanvidsdøgn
Der venter den sjællandske kommune en meget stor udfordring, når trafikken til og fra både verdens største cykelløb og Nordeuropas største musikfestival skal glide.
Pippi Langstrømpe er nok så berømt notorisk fejlciteret for at skulle have sagt noget i retning af, at det man aldrig har prøvet før, kan man sikkert godt.
Fejlciteret eller ej lader det til at være mantraet i Roskilde Kommune, der for tiden prøver at løsne en gordisk knude, så vikingebyen undgår ragnarok lørdag den 2. juli.
Her skal byen nemlig huse en Tour de France-etapestart samtidig med, at jubilæumsudgaven af Roskilde Festival når sit lørdagszenit ikke langt fra cykelløbets rute.
For med omkring 130.000 festivaldeltagere og måske lige så mange tilskuere til cykelløbet fyldes byen, der normalt huser lige over 50.000, til bristepunktet og mere til.
- Det bliver den vildeste lørdag i Roskilde Kommunes historie. Og vi glæder os så meget, siger Pernille Kapler Andersen til TV 2 Lorry.
Savnede en generalprøve sidste år
Hun er specialkonsulent i kommunen med opgaven at koordinere forberedelserne til Tour-starten og sikre, at begge megabegivenheder kan afvikles uden at stikke en kæp i hjulet på hinanden.
Pernille Kapler Andersen lægger ikke skjul på, at kommunen havde ønsket sig en udgave af Roskilde Festival sidste år, hvor byen uden den ekstra menneskebelastning fra Tour de France kunne have afprøvet nogle nye greb til at optimere for eksempel problematikken med at lede trafikken fra forældre, der henter festivaludmattede børn lørdag, væk fra Tour de France-områder.
Sådan gik det som bekendt ikke, så derfor skal Roskilde nu uden en form for generalprøve afvikle den nok mest spektakulære kulturdag i kommunens historie.
- Det ville selvfølgelig have givet os et lidt bedre billede og fodfæste med en generalprøve, men den erfaring, vi allerede har fra festivalen, og den løbende koordination mellem os, Tour-arrangørerne og Roskilde Festival, gør mig tryg, forsikrer Pernille Kapler Andersen.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: A.S.O.
Forældre i bil skal afhente børn nyt sted
Anden etape af Tour de France starter fra hjertet af Roskilde by og ledes via Ringstedvej tæt forbi en til den tid sydende festivalplads.
Samtidig ventes en del biler med forældre at køre mod festivalpladsen samtidig, fordi erfaringer fra tidligere udgaver af Roskilde Festival viser, at en del gæster gerne vil afhentes af velvillige forældre lørdag.
Derfor vil kommunen i samarbejde med musikfestivalen nu som noget nyt indrette et særligt område til netop afhentning syd og sydøst for festivalpladsen omkring Vor Frue, så langt væk som muligt fra cykelløbet, der suser forbi vest og nordvest for festivalen.
- Cykelløbet går jo tæt forbi festivalen, så for os handler det om at have særlig opmærksomhed på festivaldeltagere der skal være tæt på løbet. Heldigvis kan man sige, at lørdag formiddag måske ikke er det tidspunkt, hvor festivalgæsterne er allermest aktive, siger Pernille Kapler Andersen.
Tryk på togene
Og så er der hele problematikken med den kollektive trafik. For nok kører togene på skinner anlagt uden at skulle forcere hverken cykelrute eller festivalplads, men også her kommer lørdagen til at byde på trængsel.
For både Tour de France-arrangørerne og Roskilde Festival-arrangørerne forventer et stort antal gæster via især DSB. Førstnævnte opfordrer ligefrem publikum til at tage offentlig transport for at undgå unødig trængsel på vejene.
- Derfor ved jeg, at det danske Tour de France-selskab aktuelt er i dialog med DSB om muligheden for at få øget kapaciteten på togafgangene væsentligt. Det håber vi på, kommer til at ske, siger Pernille Kapler Andersen.
I forlængelse heraf står Roskilde også med en udfordring omkring togstationen, der på dagen omdannes til et af Danmarks absolutte knudepunkter. For både festivalgæster og cykelfans skal nemlig igennem en og samme flaskehals her på deres veje mod musik og sport.
- Her bliver vores udfordring at sikre, at der kommer til at være tydelige publikumsruter ud til hver sin begivenhed. Vi kommer til at indsætte en lille hær af guider, som stående ved stationen vil være klar til at anvise folk i den rigtige retning, forklarer Pernille Kapler Andersen.
Kommunen har allerede via e-boks adviseret borgere i bymidten om afspærringer i forbindelse med Tour de France-starten. Især området omkring havnen bliver påvirket. Her afspærres der fra fredag aften klokken 23, mens der opbygges en transportabel startby, indtil en gang lørdag eftermiddag.
Selve cykelruten er lukket for trafik fra klokken 09 til klokken 14.