Danskernes dom: Her ligger landets bedste attraktioner
Hotels.com har spurgt danskerne, hvor i landet man skal rejse hen for at finde de bedste turistattraktioner
Der er ingen tvivl om, hvem der har førertrøjen - og det er måske meget praktisk, når man nu bor i TV 2 Lorrys sende-område - for i en ny undersøgelse peger danskerne på København som det sted, der har landets bedste turistattraktioner.
Den on-line baserede hotelformidslingstjeneste har gennemført en spørgskemaundersøgelse blandt 1.034 danskere over 18 år, og hele 57 procent af dem udpeger hovedstaden som det sted, man skal rejse hen, hvis man skal opleve Danmarks bedste attraktioner.
Her tænkes både på Københavns by og området omkring. Dermed er der adgang til Bakken, Den Blå Planet - og så selvfølgelig Tivoli, Zoologisk Have og alle de andre attraktioner i hovedstaden.
Bornholm indtager andenpladsen i undersøgelsen. 31 procent asf deltagerne mener, at man skal rejse til Bornholm, hvis man skal finde de bedste attraktioner.
Nordsjælland deler sammen med Sydjylland 8. pladsen idet 11 procent peger på de to områder.
Mindst attraktiv er åbenbart Lolland, som kun tre procent af de adspurgte peger på.