København er et mekka for giftelystne par
Flere vælger at blive gift i København, som kulturborgmester kalder 'Nordens Paris'.
I København vrimler det med giftelystne par, der glæder sig til at sige ja, oui, yes, og si til hinanden.
I første halvår af 2016 har over 2300 danske og udenlandske par sagt ja til hinanden i København. Det er en stigning på 21 procent sammenlignet med samme periode sidste år.
Kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen forklarer blandt andet stigningen med kommunens hurtige sagsbehandling og arbejde med at tilpasse vielsen til det enkelte par.
- København er i sandhed Nordens Paris. Vi har gjort det nemt at blive gift i København samtidig med, at det er muligt at sætte sit eget personlige præg på den store dag. Blandt andet kan brudepar vælge at blive viet på særligt udvalgte steder i byen, siger Carl Christian Ebbesen fra Dansk Folkeparti.
Københavns Kommune afholder også unikke events for giftelystne par på mærkedage som Valentins Dag eller andre specielle datoer, og i forbindelse med skuddag i februar kunne par komme direkte ind fra gaden og blive viet på Københavns Rådhus.
- Det er den slags tiltag, der gør København til et særligt sted at blive viet. Når vi for eksempel laver events på mærkedage, er det med til at gøre København til en spektakulær bryllupsdestination for turister, siger Carl Christian Ebbesen.
Ifælge Vielseskontoret i København kan man måske se frem en kommende rekord. Det er nemlig her i sommermånederne, at bryllupssæsonen for alvor når sit klimaks.
I de første seks måneder af 2015 valgte 1.939 par at sige ja til hinanden, mens tallet for samme periode i år er på 2.349 par.