25-årig udsatte kæreste for 'hurtcore' – advokat kalder ny dom "sindssyg vigtig"
Ny dom vil forhåbentlig kunne hjælpe ofre til at forstå, at de har ret til hjælp, siger advokat.
En 25-årig mand er onsdag i denne uge blevet dømt for at tvinge sin kæreste til at udføre grove seksuelle handlinger på sig selv, mens han instruerede og filmede det.
Det gør ham til den første i Danmark, der er blevet dømt efter en ny bestemmelse i straffeloven for sextortion – sexafpresning.
Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.
I sommeren 2023 blev loven om sextortion nemlig skærpet, så den også dækker over at tvinge nogen til at udføre seksuelle handlinger på sig selv, uden der er blevet givet samtykke.
Hvad er sextortion?
Sextortion er en sammentrækning af de to ord "sex" og "extortion", hvor sidstnævnte på dansk betyder afpresning.
Begrebet dækker over afpresning, hvor gerningspersoner truer med at offentliggøre billeder eller videoer, hvor den forurettede optræder nøgen.
Gerningspersonen vil typisk kræve, at den forurettede sender penge, og hvis ikke den forurettede gør det, går truslen på, at gerningspersonen vil dele det intime materiale med ofrets venner, familie og kollegaer.
Der er også sager, hvor ofret bliver afpresset til at sende yderligere nøgenbilleder af sig selv, eller hvor gerningspersonen afpresser offeret til at mødes med gerningspersonen for at have sex.
Kontakten mellem ofre og svindlere sker på en lang række platforme, for eksempel Instagram, Snapchat, Discord, Messenger, Facebook, TikTok, Wizz, WhatsApp, Wink, Telegram, Skype og KIK.
Ifølge politiet bør man derfor være opmærksom, uanset hvilke platforme man er til stede på.
Miriam Michaelsen, der er advokat hos Njord Law Firm og har repræsenteret mange ofre i sager om netop digitale krænkelser og vold, kalder dommen for "sindssygt vigtig".
Hun peger på, at det er nogle sager, som indtil nu har været svære at placere for politiet, fordi de ikke passede "perfekt" under den gældende lovgivning.
- Så det er sindssygt vigtigt, at de nu hører hjemme et sted, og at vi ser en retspraksis på området, siger hun til TV 2.
Retten lagde vægt på sextortion
Der har tidligere været domme for den del af sextortion, der handler om, at nogen har sendt intime billeder af sig selv og efterfølgende er blevet afpresset for penge eller til at sende flere intime billeder. En form for kriminalitet, som politiet modtager et stigende antal anmeldelser omkring.
Den form for forbrydelse, som manden i denne sag er dømt for, kan minde om, hvad der tidligere har været omtalt som hurtcore, hvor man blandt andet tvinges til at foretage seksuelt ydmygende handlinger.
Tidligere ville den form for forbrydelse være blevet straffet som ulovlig tvang og blufærdighedskrænkelse.
Udover sextortion er den 25-årige mand også kendt skyldig i psykisk vold, ulovlig tvang, trusler og mishandling af sin kæreste. Manden er idømt tre års ubetinget fængsel og en advarsel om udvisning af Danmark, da han er iransk statsborger.
Retten i Glostrup kendte manden skyldig i alle anklagepunkter, og i strafudmålingen lagde retten særlig vægt på blandt andet sextortion.
- Anklagemyndigheden lagde op til en hård straf, som afspejler, at den form for tvang er så tæt på voldtægt, som det kan være, selvom han ikke rørte ved hende i den situation, siger anklager Helena Bengtsen i pressemeddelelsen.
Kan hjælpe ofre til at stå frem
Miriam Michaelsen håber, at onsdagens dom kan få en præventiv effekt.
Men hun mener også, at dommen er vigtig, fordi den kan få betydning for ofre for sextortion.
- Det kan få stor betydning, at ofrene kan se, at det er ulovligt, og at de har ret til hjælp, siger hun.
Samtidig giver det ofrene et sprog for, hvad de har været udsat for, når de skal anmelde sagerne til politiet. Noget, der tidligere har været svært, fordi det ikke har været tydeligt, hvor i straffeloven forbrydelsen hørte hjemme, siger advokaten.
- Vi har tidligere set på digitale krænkelser primært ud fra, om der har været delt billeder uden samtykke. Så de her sager, hvor ofret selv udsætter sig for noget seksuelt på instruks fra gerningspersonen, har været lidt hjemløse.
Håber på afstigmatisering
Ifølge Miriam Michaelsen er der ikke tale om noget nyt fænomen, og hun oplyser, at hun er "stødt på det i mange år".
Hun peger på, at vi de seneste år har hørt om flere sager om alt fra gerningspersoner, der har afpresset børn og unge for intime billeder, men også eksempler på gerningspersoner, der har instrueret overgreb på børn og unge.
Ligeledes har der været sager med unge piger og kvinder, der er blevet afpresset til at ydmyge og torturere sig selv på nettet.
Det er hendes håb, at dommen vil kunne føre til afstigmatisering:
- Jeg tror, der er et stort mørketal for denne del, fordi de færreste tør at bede om hjælp eller ved, at de har ret til hjælp, siger Miriam Michaelsen.