Fik honningkager som tak - nu leverer sygeplejersker dem tilbage
I Region Midt- og Syddanmark er der indgået aftaler om bonusser til coronaberedskabet. I hovedstaden får sundhedspersonalet honninghjerter som tak.
- Tak, men nej tak.
Sådan skriver Emilie Haug Rasch til et billede på Instagram. Hendes opslag omhandler et honningkagehjerte, som hun har modtaget fra sin arbejdsplads.
Hun er sygeplejerske i Region Hovedstaden og har sammen med store dele af det danske sundhedspersonale stået forrest i kampen mod coronavirus - både tilbage i foråret og nu.
Foto: Privatfoto
Og netop for at takke sundhedspersonalet for deres afgørende indsats har Region Hovedstaden valgt at uddele en honningkage til deres medarbejdere med teksten 'tak'.
De opfordrer samtidig til, at danskerne med #sigdetmedhjertet takker de mange ansatte på sociale medier.
'Af hjertet tak'-kampagnen
Om kampagnen skriver Region Hovedstaden følgende på deres hjemmeside:
- Kampagnen er en tak til det sundhedsfaglige personale, der har ydet en kæmpe indsats her i slutningen af 2020, hvor smitten stiger.
- Takken består af honninghjerter med ordet tak, bannere på hospitalerne, plakater og indsats på sociale medier, intranet og hjemmeside.
- Prisen for hele kampagnen alt inkl. er ca. 780.000 kr. eller 17 kr. pr. medarbejder i Region Hovedstaden.
- Beslutningen er truffet af regionens koncerndirektion, og regionens forretningsudvalg har også fået den forelagt.
Men en hjerteformet honningkage pakket ind i cellofan er langt fra en ordentlig måde at takke sine ansatte på, lyder det fra en lang række sygeplejersker - heriblandt Emilie Haug Rasch.
Hovedstadens kampagne #sigdetmedhjertet har nemlig fået flere sygeplejersker til at dele deres frustrationer og oplevelser som modsvar på Facebook og Instagram. Blandt andet under #givdithjertetilbage.
Giver hjerter tilbage
En anden af de sygeplejersker, der har brugt #givhjertettilbage, er Christina Ølgaard Møller.
Til daglig er hun sygeplejerske på Amager Hospital, hvor hun blandt andet arbejder i akutmodtagelsen. Her har hun som mange andre af sine kolleger ofte kontakt med patienter, der har coronavirus.
Foto: TV 2 Lorry
Hun er uforstående overfor, at Region Hovedstaden har brugt 780.000 kroner på bannere og honninghjerter i forbindelse med kampagnen. Et beløb, der ifølge sygeplejersken kunne være brugt bedre på eksempelvis værnemidler, risikotillæg og oplæring af personale i coronahåndtering.
- Det handler ikke om at sige nej til kager, men om at få dem (Region Hovedstaden red.) til at få en forståelse for, hvad det egentlig er, vi laver, forklarer Christina Ølgaard Møller.
Måden, hvorpå Region Hovedstaden har valgt at kommunikere deres tak til de ansatte, er for hende ikke god nok.
Derfor sætter Christina Ølgaard Møller nu handling bag ordene og har stået for at organisere en tilbagelevering af over 447 honningkagehjerter med personlige hilsner fra personalet på Amager Hospital.
Foto: TV 2 Lorry
Det er vigtigt, at hjerterne bliver leveret tilbage for at understrege, at behovet på hospitalerne ikke er honninghjerter, mener hun:
- Vi har så mange behov i form af for få hænder og voldsom arbejdsbelastning. Men honningkager og store bannere er simpelthen bare ikke nogle af dem.
Og flere hospitaler har tænkt sig at følge trop, fortæller Christina Ølgaard Møller.
Hun har været i dialog med kollegaer fra hospitalerne i både Hillerød og Hvidovre, der også vil tilbagelevere de mange honninghjerter, mens lignende tiltag finder sted på Bispebjerg Hospital.
- Det er følelsen af, at det var det, vi var værd
Netop på sidstnævnte hospital i København arbejder Emilie Haug Rasch, der på Instagram var ude og sige nej tak til honningkagehjertet.
I februar begyndte hun som helt nyuddannet sygeplejerske på stedet. Og hun er heller ikke tilfreds med regionens måde at takke frontpersonalet på.
- Jeg vidste ærlig talt ikke, om jeg skulle grine eller græde, da jeg så det, skriver hun i sit opslag om den hjerteformede kage, der de seneste dage er blevet delt tusindvis af gange på både Facebook og Instagram.
Se hele Emilie Haug Rasch opslag her:
Hun fortæller, at de på hendes afdeling modtog honningkagehjerterne nogenlunde samtidig med, at endnu en seddel med ekstravagter på afdelingen blev sat op.
- Det er følelsen af, at det var det, vi var værd. At det er det, indsatsen er værd, forklarer Emilie Haug Rasch om honninghjertet.
Da første bølge af coronavirussen ramte Danmark i foråret meldte Emilie Haug Rasch sig frivilligt til at være en del af coronaberedskabet. Et arbejde der resulterede i, at hun selv blev smittet med covid-19 i april.
Foto: Privatfoto
Hun understreger, at et klap på skulderen altid er værdsat, men at man som arbejdsgiver må anerkende sine medarbejderes indsats på en ordentlig måde.
- Hvis de selv oplever, hvor ligegyldigt det kan føles at modtage en honningkage, kan det være, de forstår, hvordan det har føltes for os.
Region Hovedstaden: - Det faldt ikke i god jord
Intentionen med de mange honninghjerter var at sige tak til sundhedspersonalet, understreger regionsrådsformand i Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen.
I bagklogskabens lys undskylder hun dog overfor dem, der har opfattet den hjerteformede kage mere som en provokation end som en tak.
- Den travlhed, vi har set nu her, er helt vild. Det er en nødsituation. Jeg kan godt forstå, at folk er trætte efter et langt år med corona. Og derfor faldt det ikke i god jord, siger hun om honningkagen.
Hun understreger, at regionen netop har forhandlet om nye beredskabsplaner, hvor der vanker en højere løn for dem, som træder ind i coronaberedskabet.
Andre regioner takker med kontante bonusser
TV 2 kunne tidligere i december fortælle, at sygeplejersker fra både Region Midt- og Syddanmark i år kan se frem til en kontant bonus under juletræet.
De kontante bonusser sker som følge af aftaler indgået mellem regionerne og Dansk Sygeplejeråd og skal betragtes som anerkendelse af den hidtidige indsats under coronapandemien.
Dertil skal flere penge til sygeplejerskerne i coronaberedskabet også skabe større fokus på dialog og frivillighed i branchen.