"Spasser-Puk" står der på Puk Søbys hættetrøje. For hun har masser af selvironi, og hovedet fejler ikke noget. Det gør kroppen til gengæld. Den er spastisk lammet, og derfor har hun brug for hjælp til det meste i hverdagen.
Fra hendes lejlighed på Søndergade i Aalborg er der 300 kilometer til borgerservice i Brøndby. Puk er født i Brøndby, men har ikke boet der de seneste 20 år. Alligevel er det kommunen i den anden ende af Danmark, der træffer helt afgørende valg om, hvor meget hjælp Puk kan få i hverdagen.
- Jeg forstår det ikke. Jeg forstår det virkelig ikke. For hvorfor er det nogen, der er så mange timer væk fra mig, der skal bestemme over mit liv gennem nogle papirer, siger Puk Søby.
Kommunen har valgt, at hun ikke kan få en BPA-ordning med hjælp 24 timer i døgnet, men må nøjes med 15 times ledsagelse ud af lejligheden om måneden og hjælp i hjemmet dagligt på faste tidspunkter.
Det betyder blandt andet, at hun må vente på, at en hjælper kan køre forbi lejligheden, når hun skal tisse, og at hun ofte må blive hjemme i stedet for at tage til koncerter, i biografen og besøge venner, som hun gerne vil.
- Jeg er værre stillet end en, der sidder i fængsel, for de må komme ud en time om dagen, og jeg må i realiteten kun komme ud 32 minutter om dagen.
Uværdigt, mener CP Danmark-direktør
Som lovgivningen er i dag, vil hun være stavnsbundet til Brøndby resten af livet.
Ifølge professor i socialret på Aalborg Universitet John Klausen gælder det så længe, hun har brug for hjælp i hverdagen.
- Det er nogle sager, der ofte er ret dyre. Derfor har man sikret, at det er der, hvor borgeren kommer fra, der fortsat både er handlekommune og betalingskommune, siger John Klausen.
Lovgivningen er lavet sådan, at kommunerne ikke bare kan sende dyre borgere videre til andre kommuner.
- Det er grundlæggende nogle regler, der er lavet af hensyn til kommunerne og ikke til borgeren, siger John Klausen.
Patientforeningen CP Danmark mener, at det generelt er en dårlig idé, at kommunerne fastholder betalingsforpligtelsen, efter borgeren er sendt ud af kommunen.
- Resultatet er jo, at der sidder en sagsbehandler i Brøndby, som skal være sagsbehandler på en person, der bor i Aalborg, som sagsbehandleren med stor sandsynlighed aldrig ser eller møder. Sådan en langdistance-sagsbehandling kan aldrig nogensinde blive andet end ringe, siger Mogens Wiederholt, direktør i CP Danmark.
Direktøren ærgrer sig over, at færre og færre medlemmer får en BPA-ordning og mener, at det er uværdigt for unge som Puk Søby, at de skal være fanget hjemme mange timer hver dag.
Puk Søby mener selv, at afstanden har den betydning, at kommunen fejlvurderer, hvor meget hjælp hun har brug for.
Spørg Os - Formular
_
Kommunen vil ikke slippe hende
Mens de fleste danskere selv kan vælge, hvilken kommune de hører til, vil Puk altså være afhængig af Brøndbys vilje til at betale for hendes hjælp resten af livet.
Men hvis Brøndby Kommune ville, kunne den overlade handlepligten til Aalborg Kommune og selv beholde betalingspligten.
- Det er nogle regler, man ikke bruger ret tit i praksis. Og det er der formentlig den grund til, at kommunerne er meget bange for at give kompetencen til en anden kommune og så stadigvæk skulle betale regningen, siger John Klausen.
Ifølge professoren var det kommunerne, der især kæmpede for, at reglerne skulle være, som de er i dag.
Hverken Brøndby Kommune, Aalborg Kommune eller Kommunernes Landsforening vil stille op til interview om sagen.
Puk Søby eller Spasser Puk, som hun kalder sig selv, har tænkt sig at blive boende i Aalborg resten af livet, for hun har selv valgt byen, hvor mange af hendes venner bor. Hun håber bare, at hun kan blive fuldgyldig aalborgenser.
- Jeg håber på, at de (Brøndby, red.) vil give slip på mig, men det tyder det ikke på, siger Puk Søby.
