Museum trækker overskrifter verden over
En video om åbningen af det nye museum om Stevns Klint er nået ud til mere end 200 millioner mennesker verden over.
Dronningen er der. Og borgmesteren - og glade børn, der har det sjovt.
Men hovedattraktionen er selve det nye museum Stevns Klint Experience, der fortæller om livets historie - og især om det store meteornedslag, der udslettede dinosaurerne på jorden, og gjorde Stevns Klint til verdensarv.
En video fra åbningen af det nye oplevelsescenter ved Boesdal er nu nået ud til mere end 200 millioner mennesker verden over. Helt præcist til 202.433.986 mennesker i 23 lande, viser en pressemeddelelse fra VisitSydsjælland-Møn.
Det er VisitSydsjælland-Møn og produktionsselskabet vnr.TV/Kongshaug Productions, der står bag videoen.
Det er blandt andet ABC News i USA, Reuters, AP, EuroNews og MSN, der har fortalt om Stevns Klint Experience og det tynde lag fiskeler, der har givet Stevns Klint en plads på UNESCO’s Verdensarvsliste.
- Vi gjorde det samme, da spydspidserne Skovtårnet og Holmegaard Værk åbnede. Det er med til at gøre vores internationale pressearbejde langt mere synligt og har en helt særlig gennemslagskraft. Men mest af alt siger det noget om, at man har ramt plet med Stevns Klint Experience og formået at udnytte UNESCO-udnævnelsen til fulde. Historien om Stevns Klint har bred international appeal, siger Martin HH Bender, der er direktør i VisitSydsjælland-Møn.
Ser med i Asien
I alt 28 internationale medier har bragt nyheden om Stevns Klint Experience – 11 af dem kan ses over hele kloden. Heriblandt Yahoo.com, der er nr. 1 i USA og nr. 6 i verden, og EuroNews, der er den mest sete 24 timers nyhedskanal i Europa, fordi den udgives på 17 sprog.
Tæller man genudsendelser med, er seertallet mindst 239 mio. Udover USA er nyheden om det imponerende oplevelsescenter nået hele vejen til England, Tyskland, Holland, Frankrig, Italien, Spanien, Indien, Sydkorea, Kina og Canada, oplyses det i pressemeddelelsen.
På Stevns Klint Experience har direktør Steen Bonke Sørensen svært ved at få armene ned over den start, oplevelsescenteret har fået. Foruden den massive medieinteresse har knap 5.000 gæster været forbi inden for de to første uger.
- Både mediedækningen og anmeldelserne har været overvældende, siden vi slog dørene op. At vi også når langt ud over Danmarks grænser i det her samarbejde med VisitSydsjælland-Møn kan vist bedst betegnes som en drømmestart. Det vil uden tvivl være med til at understøtte vores fortsatte udvikling som portal for turisme på Stevns, siger Steen Bonke Sørensen.