Det var en fredag som så mange andre.
Signe Robsahm var taget på bodega med en flok venner for at drikke øl på bodegaen Glashuset, der har ligget i Københavns nordvestkvarter i mere end 80 år.
Det er et sted, de ofte har frekventeret.
Så da den tidligere forpagter, Jytte, fortalte, at hun stoppede, og at stedet havde kurs mod lukning, ramte det vennegruppen.
De blev triste, og ved bordet gik snakken. Skulle de virkelig overtage en bodega?
Svaret endte som et rungende ja – også selvom de alle fire har fuldtidsjobs.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Så nu har de fire venner, der foruden Signe Robsahm tæller Mathis Schmidt, Malte Behrens og amerikanske Amy Egerter, overtaget stedet.
Og om ganske få dage - den 2. februar - åbner stedet som Bodega Konkylie, som bliver vennegruppens bud på, hvordan en bodega skal se ud i dagens Danmark.
- Det har været en brun bodega i mere end 80 år, så nu får stedet den store tur med respekt for, hvad der var, siger Signe Robsahm.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Lukningstruede bodegaer
Historien om, hvordan Bodega Konkylie er blevet til, er egentlig en del af en trist tendens for værtshusglade danskere.
Bodegaer landet over må dreje nøglen om. Alene i København og på Frederiksberg er antallet faldet markant.
I 1980'erne var der omkring 1000 værtshuse, i dag omkring 200.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Det er en tendens, som brancheorganisationen Horesta kan bekræfte.
- Vi ser, at især de brune værtshuse lukker og slukker, siger Jeppe-Møller Herskind, viceadministrerende direktør i Horesta.
Det er vigtigt at holde bodegaerne i live, for de er vigtige i forhold til at få mennesker til at mødes på kryds og tværs
Årsagerne er mange, siger han. Det er et spørgsmål om mangedoblede huslejepriser, nedrivningen af bygninger, og at bodegaerne i tiltagende grad mister deres eksistensberettigelse.
Ikke mindst fordi caféer har en del af den funktion, bodegaerne havde engang, påpeger han.
(Artiklen fortsætter efter boksen)
Spørg Os - Afstemning
_
Vrede stamgæster
Det er en trist tendens, mener Signe Robsahm.
- Det er vigtigt at holde bodegaerne i live, for de er vigtige i forhold til at få mennesker til at mødes på kryds og tværs, siger hun.
Flere af Glashusets gamle stamgæster har sammenlignet det med deres egen dagligstue – og sådan håber Signe Robsahm også, at det fortsætter med at være.
- Det skal være et sted, hvor man kan råbe lidt henover bordene, siger hun.
Derfor gør de også meget for at fortælle stedets gamle stamgæster, at de er mere end velkomne på det nye sted. Og hvis stamgæster kigger ind ad vinduet, er de hurtige til at byde inden for til en snak.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Men flere stamgæster er nervøse for, hvad der nu sker med stedet.
Nogle er vrede, andre kede af det.
- Men i langt størstedelen af tilfældene er de gået herfra med et smil på læben, når vi har talt med dem, siger hun.
Andre har været bekymrede for, hvad der nu sker med deres nærområde, og om det nu forandrer sig for meget.
- Men vi er ikke en stor kæde, der kommer og fylder og laver noget, der er 8000 andre steder. Vi er fire unge mennesker, der vil løfte en opgave i vores lokalområde, siger hun.
Omvendt har hun og vennerne mødt stor opbakning fra nærområdet.
- En nabo er kommet med kage, og en lokal tømrer skrev og sagde, han gerne ville hjælpe i et par timer. Det er rørende at mærke den varme, siger hun.
Gæsterne dør
Kasper Bjerre er redaktør på bøgerne 'Københavns stamsteder' og 'Kongerigets stamsteder', der fortæller historien om de danske værtshuse.
Han peger på, at bodegaer i dag løber ind i problemer, de ikke på samme måde gjorde tidligere.
- I København løber stederne også ind i klager over støj, røg og druk, fordi der flytter mennesker ind ovenpå bodegaerne, der ikke kender til deres historie, siger Kasper Bjerre.
Det kan Mikkel Thelle, der er seniorforsker ved Nationalmuseet og blandt andet beskæftiger sig med byudvikling, genkende. Han peger på, at måden, vi bruger værtshusene på, har ændret sig.
Tilbage i 1970'erne var København en slidt og billig by, og værtshusene blev i bogstavelig forstand en dagligstue, fordi der ikke var meget plads i de små arbejderhjem.
Så man slog vejen forbi på vej hjem fra arbejde, og det er ikke det samme længere. I dag er et værtshus noget, man sommetider besøger, og i mellemtiden vil mange naboer gerne have ro.
- Tidligere var bylivet også mere larmende og beskidt, end det er i dag. Alligevel er værtshusene en del af diskussionen om støj i byen, som også unges Soundbox-fester en del af, siger Mikkel Thelle.
Gæsterne dør simpelthen langsomt væk
Uden for København er problemet i højere grad, at der ikke længere kommer daglige gæster, vurderer Kasper Bjerre.
- Gæsterne dør simpelthen langsomt væk, siger han.
Nødvendigt med fornyelse
Historien om de hårdt trængte bodegaer er ikke kun en forfaldshistorie, mener Kasper Bjerre.
Flere steder er genåbnet, eksempelvis genåbner Pinden, hvor skuespilleren Dirch Passer og DSB-medarbejdere holdt til, til februar.
Og i den nyere københavnske bydel Ørestad er der kommet en spritny bodega, Stamstedet, til. Og her er der ifølge Kasper Bjerre løbeklub og andre aktiviteter, der skal være med til at forny værtshusformatet.
- Værtshuset er ikke en race, der er uddød næste år, siger han.
Jeppe Møller-Herskind er enig.
- Vi ser, at store koncerner går ind og redder værtshusene. Eksempelvis Hvide Lam i København, som er blevet overtaget af barkoncernen Rekom, og stedet bliver drevet med respekt for den kulturhistoriske værdi.
Men Kasper Bjerre peger imidlertid på, at bodegaerne er nødt til at forny sig og lokke yngre mennesker ind ad døren, så der bliver ved med at være stamgæster.
- De er nødt til at følge med tiden, hvis ikke de skal forsvinde. Også selvom mange vil rynke på næsen af, at man ikke må ryge derinde, eller at der bliver solgt naturvin.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Farvel til nikotinvægge
De fire venner bag Bodega Konkylie har netop tænkt sig at forny bodegaen.
Ved siden af deres fuldtidsjobs har de et pladeselskab, så stedet skal være centrum for koncerter, dj's og andre arrangementer.
Under deres renovering har de brugt timevis på at vaske nikotin ned af vægge og lofter, ligesom de har fjernet to lag gulvtæppe, hvor der gemte sig åregammelt cigaretaske.
For de har besluttet at indføre et rygestop på stedet.
- Rygning er ikke en garanti for god stemning. Det er en garanti for dårlig lugt. Vi vil ikke opfordre nogen til at ryge, og vi har ikke lyst til at stå i røg selv, siger Signe Robsahm.
Det er ikke det eneste, de ændrer på.
- Vi er i gang med at formulere en politik for, hvilken adfærd vi ikke accepterer her, så alle kan føle sig trygge uanset køn og seksualitet.
- Og derudover vil vi på sigt gøre stedet mere fysisk inkluderende, så det for eksempel er mere tilgængeligt for mennesker, der sidder i kørestol.
Men derudover gør de meget for at bevare den gamle bodegaånd.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Ikke et pengeprojekt
De har bygget en ny bar af materialerne fra stedets gamle bar.
Har beholdt træpaneler, og menuen på stedet bliver ikke en lang liste med naturvin, som man kan finde på mange andre københavnske barer.
Det er vores passion, der driver det. Det er ikke et pengeprojekt.
De serverer flaskebajere og bitter og tre forskellige slags naturvin, for ifølge vennerne er det ikke menukortet, der afgør, om det er en bodega.
Signe Robsahm håber ikke, at Bodega Konkylie bliver den næste bodega i rækken, der lukker.
- Det er vores passion, der driver det. Det er ikke et pengeprojekt.
Hun har et budskab, hun gerne vil give videre til alle, der læser med.
- Man skal gøre noget ved det, hvis noget, man holder af, lukker.
