Den københavnske luftforurening når nye højder – nu kommer ekspert med advarsel
Lige nu er der opsigtsvækkende høje tal for luftforurening i den danske hovedstad.
København er ramt af dårlig luft.
Det viser målinger for de seneste ti dage, hvor EU's grænseværdier er blevet overskredet.
Den alarmerende høje luftforurening kan få konsekvenser for syge og sårbare borgere.
Luftforurening er farlig for vores sundhed. Den kan påvirke folk med kroniske sygdomme, astmatikere eller folk med hjertekarsygdomme, så vi skal være opmærksomme, siger Zorana Jovanovic Andersen, der er professor i folkesundhed ved Københavns Universitet, til TV 2.
Kommer flere dage
EU's grænse for luftforurening med såkaldt "fine partikler" ligger på 25 mikrogram per kubikmeter. Men i den danske hovedstad har man nu i de mest forurenede områder ved store indfaldsveje målt 25,4 de seneste dage.
Luftforureningen lige nu er en følge af kølige temperaturer og forholdsvis mange vindstille dage, som ikke får luftet byens værste områder rene.
- Der vil komme flere af den slags dage, men hvis man ellers er sund og rask, skal man ikke være så bekymret. Folk kan leve, som de plejer, siger Zorana Jovanovic Andersen.
Verdenssundhedsorganisationen (WHO) opererer med lavere grænseværdier end EU's og har fastsat en grænse, der hedder fem mikrogram per kubikmeter.
- Vi kommer også til at se EU sætte deres grænseværdi ned på niveau med WHO's, for det er farligt, hvis forureningen konstant ligger over fem mikrogram per kubikmeter, siger professoren.
For at beskytte befolkningen mod sundhedsskadelige effekter af luftforurening er der opstillet grænser for, hvor meget forurening i luften der er acceptabelt.
EU skal følge WHO
EU-lovgivningen bestemmer, at myndighederne i Danmark skal orientere borgerne om udviklingen i luftkvaliteten. Det betyder også, at myndighederne skal meddele, når grænseværdierne bliver overskredet.
Zorana Jovanovic Andersen har netop været i Europa-Parlamentet for at aflevere sine anbefalinger til grænseværdier for luftforurening. Og her er budskabet klart:
- Vi anbefaler, at man følger WHO i det her spørgsmål, for overordnet vil det gavne vores sundhed, siger hun.
I den årlige gennemgang af luftkvaliteten fra Sundheds og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune fra 2021 fremgik det, at 440 københavnere hvert år dør for tidligt på grund af luftforurening.
Men også, at hele 91 procent af dødsfaldene kan tilskrives forureningskilder uden for kommunen, mens 9 procent stammer fra udledning i hovedstaden, hvor vejtrafik og brændeovne er de største syndere.