Det havde været fedt med tryllestøv, siger Brøndby-træner
Brøndby har lukket syv mål ind i de seneste to kampe.
Sidste års vicemestre er udfordret.
Brøndby har fået en blandet start på Superliga-sæsonen, og den seneste dårlige præstation kom mandag aften, hvor de fik en øretæve i Farum med et 4-1-nederlag til FC Nordsjælland.
Cheftræner Jesper Sørensen anerkender da også, at Brøndby står over for defensive problemer – og fokus er derfor på, hvordan de skal komme dét til livs.
- Det er jo ikke nogen overraskelse, at vi lukker mange mål ind, det ved jeg jo godt, siger han til TV 2 Sport og fortsætter:
- Vi skal gøre noget for at finde ud af, om vi skal ændre på noget strukturelt, eller om det er noget mandskabsmæssigt. Det havde været fedt, hvis vi havde en omgang tryllestøv, vi lige kunne få ned over.
Svære modstandere venter
Tryllestøv har der ikke været meget af i Vestegnsklubben, der ligger nummer fem i Superligaen inden 11. runde. Nu venter en periode, hvor Brøndby skal møde nogle svære modstandere i form af FC Midtjylland, AGF og FC København.
Kampprogram for Brøndby
6. oktober: Brøndby IF - FC Midtjylland
21. oktober: AGF - Brøndby IF
27. oktober: Brøndby IF - FC København
31. oktober: Brøndby IF - FC Midtjylland (Oddset Pokalen)
3. novemer: FC Midtjylland - Brøndby IF
10. november: Brøndby IF - FC Nordsjælland
I første omgang er det sidste års guldvindere fra FC Midtjylland, som Brøndby skal krydse klinger med. Et hold, som endnu ikke har tabt i den igangværende sæson og topper tabellen med 24 point.
Jesper Sørensen har da også stor respekt for holdet fra Heden, men han er også bevidst om de egenskaber, som Brøndby-mandskabet besidder.
- Det er selvfølgelig et hold, der har stor selvtillid og er inde i en god periode. Men det er også et hold, hvor vi tror på, at vi trods alt har nogle redskaber, der gør, at vi kan komme til at gøre ondt på dem også, og det håber jeg, at vi kommer til at se på søndag.
Store profiler tvivlsomme
Det er defensiven, der er i fokus, og derfor må Jesper Sørensen se bekymret på, at Sean Klaiber er ude af truppen med en skade.
Også Brøndbys topscorer Mathias Kvistgaarden måtte torsdag træne for sig selv, efter et slag han pådrog sig tidligere på ugen.
Søndag klokken 18:00 tager Brøndby IF imod FC Midtjylland.