Kenneth trodsede flammerne og reddede børn ud af lejlighed efter eksplosion - nu bliver han hyldet for indsatsen

Kenneth Hansen havde aldrig ydet førstehjælp før, da han pludselig stod i en livsfarlig situation.

En torsdag aften i april stod Kenneth Hansen og tilberedte kylling til aftensmad sammen med sin 11-årige søn i deres lejlighed i et rækkehus i Helsinge.

Omkring klokken halv otte om aftenen lød der en form for brag, som han hverken har hørt før eller siden, og som er svært at beskrive.

- Det lød som en form for 'wush'-lyd. Man kunne høre, at det var en trykbølge, siger han.

Den 43-årige maler og hans søn løb ud i haven, hvor der lå glasskår i græsset. Vinduet på nabobygningen var eksploderet, og flammer stod ud af lejligheden på første sal. Under vinduet var der et halvtag, hvor en forbrændt 12-årig pige sad fuldstændigt i chok.

20240412-090516-L-1920x1234web
Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Kenneth Hansen sagde til sin søn, at han skulle skynde sig tilbage i deres hus.

Imens løb han selv hen til pigen og sagde, at hun skulle hoppe ned i hans arme. Pigen sprang, og han løb ind med hende i hans lejligheden og fik hende ind under en kold bruser.

- Jeg vidste, hun skulle køles ned lige med det samme, for det, der sker med tredjegradsforbrændinger, er, at kroppen bliver drænet fuldstændigt for væske. Hvis man ikke bliver kølet ned, dehydrerer man indenfor kort tid, siger han og fortsætter:

- Hun var jo meget bekymret, den unge dame.

Imens han forsøgte at berolige pigen, ringede han 112.

quote Hvis man ikke bliver kølet ned, dehydrerer man indenfor kort tid

Kenneth Hansen, maler

Herefter afleverede han sin søn hos et familiemedlem i nærheden og løb tilbage til den brændende bygning, hvor andre naboer også var dukket op.

- Der var en masse skrig inde fra lejligheden, siger han.

Kenneth Hansen løb ind i lejligheden, hvor han fandt en kvinde, der var i tydelig i panik.

Livsvigtigt arbejde

Døren til hendes datters værelse, hvor eksplosionen var sket, var låst, fortalte hun Kenneth Hansen.

Han sparkede døren op til værelset, og her fik han i fællesskab med moren og nogle af de andre naboer yderligere tre piger ud.

De i alt fire piger, som havde siddet inde på værelset, var mellem 10 og 12 år gamle og blev alle alvorligt kvæstede i eksplosionen, som politiet mente var forårsaget af ild tilsat tørshampoospray.

Den 28. juli afgik en af de 12-årige piger ved døden som følge af sine kvæstelser på hospitalet. Hun havde været indlagt siden ulykken.

Udover den nu afdøde 12-årige pige har TV 2 kendskab til den tiårige piges tilstand.

Den tiåriges far, Morten Andersen, fortalte 1. august til TV 2, at hans datter blev udskrevet fra hospitalet efter 28 dage og efter omstændighederne har det godt.

Politiet lukker sag

Nordsjællands Politi lukkede efterforskningen af sagen 12. august.

I en pressemeddelelse skrev de, at "politiet ikke har grund til at tro, at der er tale om andet end en tragisk ulykke", og at de har arbejdet ud fra en hypotese om, at eksplosionen var opstået ved en "uforsigtighed" med brug af tørshampoo og en lighter.

- De tekniske undersøgelser og vidneafhøringer har hverken kunne be- eller afkræfte dette, om end at der ikke er fundet andre plausible forklaringer på eksplosionen, sagde vicepolitiinspektør Anne Nielsen ved Nordsjællands Politi i pressemeddelelsen.

Men i fredags blev Kenneth Hansen og to andre af de personer, der var med til redningsaktionen, hyldet af Nordsjællands Politi for en "resolut og modig handling" med en dusør på 2000 kroner og et diplom.

- Jeg er da glad for, hvis der er nogle, der tænker, at jeg har gjort en forskel, siger Kenneth Hansen, men understreger, at det er blandet med chokket over den 12-årige piges død.

Ville gøre det igen

Efter hændelsen har Kenneth Hansen og hans søn fået hjælp af en krisepsykolog.

- Jeg har haft nogle nætter, hvor jeg sover dårligt. Det er noget, der sætter sig på én.

quote Jeg vidste lige præcis, hvad jeg skulle gøre

Kenneth Hansen, maler

Kenneth Hansen har aldrig før oplevet at skulle udøve førstehjælp.

- Det er det, der er det mærkelige i det. Jeg vidste lige præcis, hvad jeg skulle gøre. Det er 26 til 27 år siden, at jeg tog førstehjælpskursus, men det må ligge langt inde i bevidstheden.

Selvom Kenneth Hansen stadig er påvirket af hændelsen i dag, er han ikke i tvivl om, at han vil træde til en anden gang.

- Det ville jeg til hver en tid.

TV 2 har informeret familien til den afdøde pige om artiklens udgivelse.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik