Kriminelle grupper forsyner butikker i København med smuglerslik fra Sverige
De kriminelle truer eller betaler andre for at agere stråmænd. Det har kontrollanter fra Fødevarestyrelsen oplevet.
Kriminelle grupperinger står i vidt omfang bag ulovligt smugleri af slik fra Malmø i Sverige til København i Danmark. På den måde undgår de at betale afgifter, siger chef for Fødevarerejseholdet i Fødevarestyrelsen Michael Rosenmark til SVT.
- Når vi er ude på kontroller, oplever vi med jævne mellemrum at møde personer, der ved meget lidt om den virksomhed, de er indehaver af eller direktør for. Når vi så snakker med dem, fortæller de, at de er blevet truet til eller har fået penge for at aflevere deres Nem-id til kriminelle grupperinger, uddyber Michael Rosenmark over for TV 2.
Ifølge SVT bliver der oprettet selskaber, hvis eneste formål er at opkøbe slik i Sverige, som de derefter fragter til Danmark uden at betale afgift. Selskaberne kan ofte kobles til organiseret kriminalitet, skriver SVT.
- Slikket går formodentlig rundt til et netværk af butikker, som siden kan sælge det sort, siger Torbjörn Larsson ekspert hos det svenske skattevæsen, Skatteverket.
Aktion Thors Hammer
For to år siden gennemførte fødevare- og skattemyndigheder i Danmark og Sverige en stor koordineret aktion med kodenavnet Thors Hammer - med razziaer mod otte butikker i København og fem leverandører i Malmø.
Dengang førte aktionen blandt andet skattemyndighederne på sporet af en millionformue i tabte skatteindtægter for Danmark.
Ifølge SVT er den potentielle ekstra-fortjeneste på smugleriet over 32.000 kroner pr. ton slik, som man kan snyde de danske skattemyndigheder for.
Skatte- og fødevaremyndigheder i Danmark og Sverige har ikke siden dengang lavet lignende koordinerede aktioner på området. Dengang førte den store koordinerede aktion også til politianmeldelser.