Lang kø til ''curlingpladsen'' - forældre valfarter til Roskilde Festival med deres børn
Forældre både henter og bringer deres unge til Roskilde Festival i sådan en grad, at der danner sig en lang kø af biler.
Totalt fyldte bagagerum med øl, telte og andet festivalgrej bliver læsset af, mens unge mennesker slæber det hele i tunge tasker ned mod pladsen.
Men chaufførerne – i de fleste tilfælde forældre og sågar bedsteforældre – sætter sig ind i bilerne og kører hjem igen.
Det var søndag det helt generelle billede ved West Entrance på Roskilde Festival, fortæller TV 2s reporter på stedet, Brian Lindhoff.
Bilerne holder i kø og atter kø for at komme ind til det, som han lidt muntert kalder for "curlingpladsen".
Gav morfar et chok med bagage
En af de mange chauffører er Jens Marsbøll, der er morfar til festivalgæsten Nicolai Marsbøll.
- Jeg er blevet bedt om at hente, fordi drengene skulle have et telt og nogle enkelte rammer med til festival, siger Jens Marsbøll
Et hurtigt blik ind i hans bagagerum viser dog, at det er fyldt til randen med adskillige kasser øl, sodavand og energidrikke samt stole, presenninger, telte, soveposer, tørt tøj og en sækkevogn.
- Jeg tror, at han fik et chok, da han egentlig så, hvor meget vi skulle have med, siger Nicolai Marsbøll, der lige er blevet student, med et grin.
Den nyudklækkede student og hans kammerat fik dog selv lov til at slæbe bagagen på de to bragte sækkevogne ned til deres camp.
Henter, bringer og laver mad
Endnu en bag rattet i den lange kø er Linda Pedersen, der til dagligt arbejder med udviklingshæmmede i Roskilde Kommune. Hun har flere børn på festivalen.
- Jeg kører, henter, laver mad, bringer og alt muligt. Sådan er det. Jeg tænker, at det vel sådan er lidt curlingagtigt, ligesom så mange andre, siger Linda Pedersen.
Linda Pedersen gør dog det hele med glæde, fortæller hun.
(Artiklen fortsætter efter boksen)
Afviser curling
Andre på pladsen ved West End afviser, at der skulle være tale om curling af deres unge mennesker på Roskilde Festival.
- De bliver ikke curlet, de der unge mennesker. De laver alt muligt andet selv. Passer deres job og alt muligt. Pigerne har allerede taget toget frem og tilbage, siger Pernille Roslev og peger hen på tre unge piger.
Ringer efter mor
Inde på selve pladsen bliver der også bedt om hjælp fra forældrene. Blandt andet fra 22-årige Marie-Louise Jensen, der til dagligt læser til sygeplejerske.
Hun er nemlig klar til at blive hentet af sin mor, efter at både hun selv, hendes telt og tøj er blevet sjaskvådt i dagens regnvejr.
- Vi har en privat swimmingpool i teltet, vi står her i shorts, og der er ikke noget tørt tøj. Alt er beskidt og vådt, siger Marie-Louise Jensen.
Og hun udbryder da også "først om en time?", da hun ringer til sin mor og spørger, hvornår hun kan være der.
Hun fik ellers gode råd mod at undgå den situation, hun nu står i – og de kom netop fra hendes mor.
- Jeg står med en øv-følelse. Altså, hvorfor skal det regne. Og så står jeg med en følelse af, hvorfor jeg ikke lyttede på min mor og puttede tingene ned i plastikposer, som hun sagde.
Den 22-årige sygeplejerskestuderende håber dog på, at et bad og noget varmt tøj hjælper på sagen, og så er hun ellers mere end klar til at vende retur til festivalen efter en nat i en tør seng.