Pres på herberger øges - flere ved ikke, hvor de skal sove i nat
6.635 borgere er hjemløse - og en stor del af dem, søger hver nat mod landets herberger. Nu må de muligvis gå forgæves.
Det bliver i stigende grad sværere at finde en plads på landets herberger. Det fortæller flere sociale hjælpeorganisationer.
- Vi har fyldte herberger og må ofte afvise folk på grund af pladsmangel, siger pressechef hos Kirkens Korshær Jeanette Bauer.
Og Hjemløseforeningen SAND kommer med en udmelding, der i høj grad matcher Blå Kors og Kirkens Korshærs.
De fortæller, at det er så godt som umuligt at finde en sengeplads i København.
I november lavede organisationen en rundringning til de københavnske herberger, der viste, at de var mere end fyldte. Det vil sige, at herbergerne ikke engang kunne henvise til andre herberger i nærheden.
Flere hjemløse
Antallet af hjemløse i Danmark er stigende. Den seneste opgørelse fra i år viser, at godt 6.600 mennesker ikke har noget sted at bo. Det er særligt unge, der står for stigningen i antallet af hjemløse. I dag er der godt 1.200 unge hjemløse mellem 18 og 24 år. Det er dobbelt så mange som i 2009.
Ifølge den seneste opgørelse fra i år drejer det sig helt præcist om 6.635 borgere i alt, der ikke har et sted at bo. Det er en stigning på 8 procent i forhold til 2015 - og dermed fortsætter tendensen fra de seneste år med større hjemløshed.
Over halvdelen af de hjemløse vurderes at have en psykisk sygdom. Derudover har mange et misbrug af enten alkohol eller stoffer.
Ifølge forskere er boligmangel - især i de større byer - en central årsag til stigningen i hjemløshed.