Det er ikke svært at finde sportspersonligheder, der næsten kan overbevise sig selv og os andre om, at de drømte om pokaler og topscorertitler, før de blev født.
Der er masser af historier om plakater på barndomsværelset. Autograferne. Om heltedyrkelsen, der fik dem til at dedikere livet til sporten.
Og måske er det også netop de atleter, der når længst inden for eksempelvis fodboldens verden. Hvem ved. Og hvem ved, hvad længst er.
Jeg har gået til opera og teater og alt muligt i stedet for
Det her er en historie om 20-årige Lauge Sandgrav fra Virum. Han spiller fodbold og har haft en flot sæsonstart, og det er derfor, vi skriver om ham, men han er også alt muligt andet.
- Det er ikke nok for mig bare at være fodboldspilleren Lauge. Jeg synes, jeg kan mere, siger Lauge Sandgrav.
"Bindegal" gymnasieelev
Vi møder Lauge Sandgrav foran Virum Gymnasium. Det er godt halvandet år siden, han blev student.
- Jeg synes på mange måder, at min hverdag dengang var federe, end den er nu, siger Lyngby-spilleren og genkalder sig et minde, hvor han danser folkedans på sidste skoledag.
Han er én af dem, hvor studenterhuen rent faktisk trykker. Han er kvik. Og han lægger ikke skjul på, at der for ham altid har været en bane, der ikke var fodboldens, og som måske endda er grønnere.
- Det liv, jeg havde herovre, følte jeg på det tidspunkt gav mig mere, end det jeg fik til fodbold, siger han og fortsætter:
- Min familie interesserer sig ikke vildt meget for fodbold, og de har ikke stået og pacet mig frem på fodboldbanerne. Jeg har gået til opera og teater og alt muligt i stedet for.
Nu skal det ikke lyde, som om Lauge Sandgrav slet ikke kan lide at spille fodbold. At han ikke sætter pris på sin tilværelse. At han ikke mener, at han er godt betalt. At han ikke anerkender, at mange af dem, der har haft fodboldcollager på væggene i barndomsværelset, ville give deres berømte arm for en lignende tilværelse.
Nej.
Men i gymnasietiden – blandt andet – ja, der prioriterede han anderledes. Lyngbys førstehold ville have ham med på holdet, men han sagde nej.
- Det er jo ikke vildt almindeligt i den verden, og der er sikkert også mange, der dengang syntes, at jeg var bindegal, men jeg var kun 17 år og gik kun i 2.G én gang, siger han og overvejer, hvad den modsatte beslutning kunne have ført med sig.
- Det var det helt rigtige for mig, og om jeg havde siddet et andet sted i dag, hvis jeg havde sagt ja, det kan jo godt være, siger han og fortsætter:
- Det (beslutningen, red.) var aldrig noget, jeg blev konfronteret med på nogen dum måde, og de (holdkammerater og trænere, red.) blev aldrig sure på mig. De var sådan ’okay, så må vi vente på, at han er færdig med det’, og det betød meget for mig, at de accepterede det.
En atypisk elev
Lauge Sandgrav er ikke ualmindelig. At gå til teater og opera er ikke decideret ualmindeligt.
Men når man bliver interviewet af os, TV 2 Sport, så var det vel nok forventeligt – med alderen taget i betragtning også – at han ville have os til at lære ham at kende i kraft af fodbolden og gennem sin målrettethed mod at blive den bedste. Fodboldspiller.
Og det vil han skam også gerne være. Med tryk på også. Men vejen dertil har været anderledes, fortæller Lauge Sandgravs tidligere lærer og uddannelsesvejleder på Virum Gymnasium.
- Jeg ved, at Lauge syntes, han blev overhalet af nogle af de andre spillere på hans alder på det tidspunkt, hvor han valgte at prioritere skolen mere end fodbolden, siger han og fortsætter:
- Han var en af dem, der ville noget med sin skole, hvor andre – måske især fodboldspillere – tænker ’vups’, det er bare derudaf, siger han og vifter med armen og signalerer 'gerade aus'.
Lauge Sandgrav synes ikke, at han er en særling. Men han er helt med på, at han har truffet valg, der er særligt specielle for sin branche. Som ikke alle fodboldspillere på hans alder ville have gjort.
- Det er ikke fordi, at jeg skal gøre mig selv speciel på nogen måde. Jeg syntes bare, at det var sjovt at gå i skole. Lige som der er nogle, der synes, det er sjovt at spille golf i deres fritid, så har jeg bare syntes, at det har været sjovt at gå i skole, siger han og fortsætter.
- Der er plads til sådan en som mig (i Lyngby, red.), og det tror jeg ikke, at der havde været i sådan vildt mange andre klubber på det her niveau.
Drømme
Og nu til et par hardcore fodboldfacts, som normalt var blevet placeret i artiklens indledning. For at slå det vigtige fast først. Men her er de til sidst:
Det er først i år, at Lauge Sandgrav for alvor har fået tur i den på Lyngbys førstehold. Han er to gange blevet kåret som Man of The Match i sæsonstarten, han har lavet et mål og han har spillet stort set alle minutter.
Så nu melder spørgsmålet sig, om hvorvidt prioriteringerne alligevel faktisk har båret frugt. På fodboldbanen altså.
Har det i virkeligheden gjort dig til en bedre fodboldspiller, at du prioriterede, som du gjorde?
- Ja, det håber jeg jo lidt, men jeg aner det ikke. Men hvis jeg havde droppet ud som 16-årig og spillet på Lyngbys førstehold, så havde jeg nok været lidt mere hypet, og det havde nok også gået lidt hurtigere med fodbolden, men jeg ville ikke have været det foruden.
Nu har Lauge Sandgrav besluttet at give alt, hvad han har til Lyngby Boldklub. Han vil se, hvor langt fodboldtalentet rækker.
Og bagefter – når fodboldkarrieren måske er slut – så fortsætter livet jo.
- Jeg har en plan om, at jeg på et tidspunkt skal ind og læse statskundskab på Københavns Universitet. Og om det kan lade sig gøre, ved jeg ikke, det afhænger lidt af, hvordan det går på fodboldbanen, fordi lige nu er fodbold min førsteprioritet, slår Lauge Sandgrav fast.
