Se prognoserne: Sådan rammer uvejret hovedstaden
Der er stor usikkerhed om placeringen af fronten over Danmark.
Fredag aften begynder et voldsomt regnvejr, som kommer til at påvirke hele weekendens vejr.
TV 2 Vejret har udsendt et varsel om kraftig regn og lokale skybrud, som kan ses her.
Selvom prognoserne generelt viser mellem 20 og 50 millimeter nedbør over landet, kan der falde helt op til 85 millimeter, der hvor regnvejret udvikler sig mest kraftigt.
Hvad er vejrmodeller?
Vejrmodeller er en matematisk model, som beregner atmosfæren og dets processer med komplekse ligninger og bruger startværdier fra virkelighedens verden.
Det kræver store supercomputere at køre en vejrmodel. Det er derfor forskelligt, hvor ofte en vejrmodel opdaterer med nye prognoser, da det afhænger af kompleksiteten og opløsningen af modellen, samt hvor stort et område, det skal beregne.
IBM GRAF er den vejrmodel, som TV 2 Vejret ofte kigger på. Det er et amerikansk produkt, der opdateres hver time og beregner vejret ned til en skala på tre kilometer.
En anden model, som TV 2 Vejret bruger ofte, er den europæiske ECMWF IFS. Det er en global vejrmodel, som opdaterer sig to gange i døgnet og beregner data ned til en skala på ni kilometer.
Derudover sammenligner TV 2 Vejret med DMI's model Harmonie DINI. Denne vejrmodel er et samarbejde mellem Danmark, Island, Irland og Holland, og beregner vejret ned på en to kilometers skala. Den opdateres hver tredje time.
Forskellige vejrmodeller viser forskellige bud på, hvordan regnvejret udvikler sig. Nedenfor kan du se tre forskellige vejrmodellers bud på, hvor der falder mest regn.
Vejrmodel 1: Op til 85 millimeter
Vejrmodellen IBM GRAF maler den bredeste penselstrøg over Danmark. Her kan der falde tæt på 90 millimeter i Østjylland.
Prognosen viser, at der generelt vil falde flere end 40 millimeter over dele af Midt- og Nordjylland, Sjælland og Bornholm.
Foto: TV 2 Vejret
Vejrmodel 2: Op til 70 millimeter
Den europæiske vejrmodel ECMWF IFS viser op mod 70 millimeter nedbør. Det er lidt mindre, end de to andre vejrmodeller viser.
Her går det værst ud over Nord- og Østjylland, samt dele af Sjælland. Til gengæld falder der ikke nær så meget over Sønderjylland.
Vejrmodel 3: Tæt mod 80 millimeter
Vejrmodellen Harmonie DINI viser lige nu tæt på 80 millimeter over Nordsjælland, Djursland og Himmerland.
Det er et en smule nordligere bælte af kraftfuldt regn, end hvad den europæiske vejrmodel viser.
Foto: meteorolog.dk
Dette er vejrmodellerne enige om
I Danmark er vi mest vant til at se lavtryk, der kommer fra vest. I denne omgang kommer lavtrykkene dog fra syd.
Det betyder, at vejrmodellerne ikke har lige så meget erfaring med denne type lavtryk, hvorved de enkelte prognosekørsler kan være meget skiftende.
Vejrmodellerne er dog enige i situationen, og de tre ovennævnte modeller er generelt enige om, at der kommer til at falde en del regn.
Foto: TV 2 Vejret
I vejrsituationen møder et lavtryk fra Vesteuropa et andet varmere lavtryk fra Sydeuropa, hvor de tilsammen ender med at lave en okkluderet front.
Over Danmark bliver kontrasten mellem kold og varm luft stor, hvorved det danner den langvarige og intense regn.
(Artiklen fortsætter efter boksen)
Selvom vejrmodellerne overordnet er enige om denne situation, er det altså placeringen og intensiteten af den okkluderede front, som de ikke kan blive helt enige om endnu.
Det kan både nå at flytte sig længere mod nord eller længere mod syd.