- Straffen betyder ikke noget for os, siger forældre til pige dræbt i vandscooter-ulykke
Anklagemyndigheden anker byrettens afgørelse om at give en mand to års fængsel for vandscooterulykke.
Liz og Jeff Bells liv blev på et splitsekund ændret for altid, da de mistede deres datter Leah Bell i en vandscooter-ulykke i Københavns Havn i maj måned sidste år.
- Vi savner hende selvfølgelig forfærdeligt meget. Leah var et stort lys i vores liv, lyder det fra Liz Bell på en Skype-forbindelse fra USA i selskab med sin mand.
Datteren befandt sig i en jolle sammen med en gruppe venner, da de blev torpederet af en vandscooter i høj fart.
21-årige Linsey Malia blev dræbt på stedet, mens Liz og Jeff Bells 18-årige datter, Leah Bell, døde på Rigshospitalet få timer efter.
Mener ikke, at straffen er hård nok
I dag kom det frem, at Anklagemyndigheden ikke mener, at straffen til den 25-årige mand, der førte vandscooteren, er hård nok.
Dommen blev afsagt i Københavns Byret for 14 dage siden, hvor manden blev idømt to års fængsel for uagtsomt manddrab.
Den 25-årige tiltalte risikerer nu fire års fængsel.
- Vi mener, at der er belæg for, at han dømmes i overensstemmelse med anklageskriftet. Sagen kan efter vores overbevisning sidestilles med vanvidskørsel i trafikken, siger Anders Riisager fra Statsadvokaten i København.
Fokuserer på det gode
Selv om Jeff og Liz Bell mistede deres datter for cirka otte måneder siden, er det ikke et forældrepar, der er præget af hævngerrighed, som TV 2 taler med.
Tværtimod er det et særdeles fattet par, der mest af alt snakker om vigtigheden i at bevare mindet om de to piger, der mistede livet ved ulykken.
- Det er ikke straffen, der betyder mest for os. Vi fokuserer mest på det gode, der kan komme fra det her i Lindsey og Leahs navn. Ingen straf kan nogensinde bringe Leah tilbage, siger Jeff Bell.
Ægteparret fortæller, at de er glade for, at sagen er blevet appelleret, fordi det viser dem, at deres datter ikke er glemt. Desuden er de meget fokuserede på, at deres datter ikke har levet forgæves.
- Om det var blevet nul eller otte år ændrer ikke på det faktum, at Leah blev dræbt den dag. Vi har ikke nogen forhåbninger i forhold til appellen. Det må ende, som det ender, og vi vil acceptere, hvad retten kommer frem til, lyder det fra parret.
Stadigvæk blomster ved ulykkesstedet
Parret, der gennem interviewet har bevaret et fattet, men bestemt blik, lyser op i et smil, da de får at vide, at der stadig ligger blomster på det sted, hvor ulykken skete.
- Det betyder så meget for os. Det har hjulpet os at vide, at folk i København har bekymret sig for Leah, sørget med os og været i chok med os. Og husket hende. Det hjælper os til ikke at føle os alene, lyder det fra Liz Bell.
Ægteparret fortæller, at de håber, der kan komme noget positivt ud af ulykken. Både i forhold til sikkerheden i havnen og i forhold til mindet om de to dræbte piger.
Syv personer anker ikke
Anklagemyndigheden har valgt ikke at anke dommene til de øvrige syv personer, der blev dømt i byretten for at have sejlet uforsvarligt på vandscooter den pågældende dag.
De blev alle idømt en bødestraf, der befandt sig i størrelsesordenen 3.700 kroner til 11.700 kroner.
- Det er vores opfattelse, at det havde tilfældighedens præg, at man mødtes og sejlede ind i Københavns Havn, lød det fra retsformanden, da dommen blev afsagt den 4. januar.