Teslaejer så livløs chauffør bag rattet under overhaling: "Det føltes som om, tiden gik i slowmotion"
Det har de seneste dage været småt med søvn for familiefaren. Men et telefonopkald hjalp meget.
Med sin spæde søn på passagersædet i sin spritnye Tesla kastede 38-årige Jonathan Irving sig torsdag ud i en dramatisk redningsaktion.
Det skriver Sjællandske Nyheder.
Egentlig var far og søn på vej til en aftale med Jonathan Irvings svoger. Men midt i en overhaling af en varevogn på Københavnsvej nær Køge, opdagede han, at noget var helt galt med den 69-årige fører af varevognen.
- Jeg forstod egentlig ikke helt, hvad der skete, bortset fra at jeg kunne fornemme, at der var et eller andet galt. Jeg fik et kort glimt af en mand, hvor jeg var i tvivl om, om han sov, fortæller han.
Idet Jonathan Irving trak ind foran varevognen, drejede den af og kørte frontalt ind i en parkeret bil.
Men varevognen standsede ikke der. I stedet skiftede den retning og satte kurs mod modsatte vejbane.
- Det føltes som om, tiden gik i slowmotion, fortæller Jonathan Irving.
Svingede ind foran løbsk varevogn
Han tog en hurtig beslutning.
- Jeg havde ikke så meget tid til at tænke. Jeg tænkte bare "du kan tro nej", fortæller han.
Jonathan Irving lagde sig ud foran varevognen og satte farten ned for at bruge sin egen bil som bremse for varevognen, mens han blinkede til de modkørende biler.
Da begge biler var standset i cykelstien på den modsatte side af vejen, sprang den 38-årige far ud af sin bulede Tesla og løb hen til varevognen for at se til føreren.
- Jeg åbnede døren og råbte ”er du okay, er du okay”? Men det var han ikke, for han var slet ikke til at komme i kontakt med. Så jeg spændte ham fri og fik ham løftet ham ned på jorden, fortæller Jonathan Irving.
Svært at se en lykkelig slutning
Den bevidstløse, 69-årige mand blev blå i hovedet.
Heldigvis kom andre bilister til for at hjælpe, og sammen gik de i gang med livreddende førstehjælp.
- Alle var villige til at hjælpe, så jeg kunne også komme over og se til babyen i min egen bil, fortæller han.
En ambulance blev tilkaldt, og efterhånden fik den 69-årige farven tilbage i ansigtet.
Men ifølge en tydeligt berørt Jonathan Irving havde han svært ved at se, hvordan dramaet kunne ende lykkeligt.
- Jeg kan huske, at jeg holdt hans hoved og sagde ”det skal nok gå fint” vel vidende indeni, at det ikke så ud til at gå fint, fortæller han.
"Du har reddet min fars liv"
Siden episoden har det været småt med søvn for den 38-årige far til fire. For oplevelsen sidder i kroppen.
Men det hjalp med et opkald fra den 69-årige mands datter, Louise Farsøe.
Hun havde med hjælp fra politiet fundet frem til Jonathan Irvings telefonnummer for at overlevere en vigtig besked, fortæller hun til TV 2.
Hendes far var i respirator - men i stabil tilstand – og står nu til snart at blive udskrevet uden varige mén.
- Jeg siger til ham, at jeg er datter til den mand, du har reddet i dag. Du har reddet min fars liv, og det skal du have tusind, tusind tak for, fortæller Louise Farsøe.
Det var starten på et mildest talt følelsesladet telefonopkald mellem de to fremmede. Og siden har Louise Farsøe løbende holdt Jonathan Irving opdateret om, hvordan hendes far har det.
Faktisk har den 69-årige spurgt sin redningsmand, om han har lyst til at mødes.
Så selvom oplevelsen stadig ”suser rundt oppe i hovedet” på Jonathan Irving, er han glad. Og han skal mødes med den 69-årige, så snart han bliver udskrevet.
- Da hun ringer til mig, så gav det mening. Jeg var ved at tudbrøle, for jeg er bare virkelig taknemmelig og vildt glad for, at han har det godt, fortæller Jonathan Irving.
- Han må leve med at blive kaldt helt
Hverken Jonathan Irving eller hans søn, som sad i sin autostol på bilens passagersæde under hele episoden, er kommet noget til.
Selv familiens kun fire dage gamle Tesla fik kun en lille bule bagpå og kører stadig uden problemer.
- Det er svært, når det hele går så hurtigt. Men jeg føler ikke, at jeg har bragt mit barn i fare, fortæller faren.
Gennem de seneste dage er Jonathan Irving til gengæld flere blevet kaldt heltemodig. Men den mærkat er han ikke selv meget for.
- Hvis jeg er en helt, så var der mange helte den dag, understreger han.
Spørger man ham selv, gjorde han nemlig ”bare hvad alle andre havde gjort i samme situation”. Men alligevel oplyser Midt- og Vestsjællands Politi, at han bliver indstillet til en belønning for sin indsats.
Louise Farsøe vil da også meget gerne i kontakt med alle de andre, som hjalp med at redde hendes fars liv.
Men for nuværende tøver hun ikke med at kalde i hvert fald Jonathan Irving for en helt.
- Jeg ved godt, at han ikke kan lide at blive kaldt en helt, men han er jo en helt. Det må han bare leve med, griner hun.