Efter Vanløse-brand: Så mange hundrede millioner koster genopbygningen
En genopbygning vil tage tre år. Det vurderer Købstædernes Forsikring.
Først blev det besluttet, at 130 udbrændte boliger efter storbranden i Vanløse skulle rives helt ned.
Nu har forsikringsrådgivere i samarbejde med ejerforeningen til boligerne på Grøndals Parkvej regnet sig frem til, hvor meget det vil koste at genopbygge de 130 lejligheder.
Pris: 200-300 millioner kroner.
Tid: To til tre år.
- Det er en kæmpe sag og tragisk for de 130 familier. Vi regner med, at en genopbygning vil tage tre år, siger Lise Fink, der er kommunikations- og marketingdirektør i Købstædernes Forsikring til TV 2 Lorry.
Ejendommen havde sin bygningsforsikring i Købstædernes Forsikring, der har bedt eksterne rådgivere om at udregne prisen for at genopføre ejendommen.
Såfremt ejerforeningen vælger, at de 130 boliger skal genopføres, så vil genopførelsessummen udgøre erstatningen.
Selskaber står sammen om at hjælpe
Det er dog langt fra blot Købstædernes Forsikring, der hjælper de 130 boligløse familier.
Op mod 10 forsikringsselskaber står nemlig sammen om at hjælpe efter storbranden.
- Efter det akutte sluknings- og redningsarbejde var overstået, stod forsikringsselskaberne sammen om hurtigst muligt at give så god en hjælp som overhovedet muligt, siger Pia Holm Steffensen, der er underdirektør i F&P – brancheorganisation for forsikring og pension.
En ting var at sørge for og koordinere hele nedrivnings- og oprydningsarbejdet på selve ejendommen og at opgøre og erstatte alle de ødelagte ting og møbler i lejlighederne.
- Men nok så vigtigt er det meget hurtigt at sikre så trygge og overskuelige rammer som overhovedet muligt for de mange beboere, der har mistet stort set alt. Der vil gå flere år, før der står en indflytningsklar ejendom parat til indflytning. I den tid skal de have deres liv til at hænge sammen, og det får de hjælp til af ejendommens brandforsikring og af beboernes indboforsikringer, siger Pia Holm Steffensen.
Det gælder blandt andet huslejetab til ejere, som lejer deres lejlighed ud, erstatning for ødelagte ting, møbler og andet indbo i lejlighederne samt hjælp til genhusning.
Vanløse-branden
Bente håber på genopbygning
En af dem, der i øjeblikket er genhuset, er Bente Bang, som mistede alt i storbranden.
Hun håber nu på, at ejerforeningen på en ekstraordinær generalforsamling vil beslutte sig for at lade bygningen genopføre.
- Jeg boede der, fordi jeg gerne vil bo der. Det er et dejligt sted og en god beliggenhed. Derfor kan jeg kun hilse en genopbygning velkommen, siger Bente Bang til TV 2 Lorry.
Det er endnu uvist, hvornår ejerforeningen tager en beslutning.
Såfremt det sker, vil der blive lavet et udbud for at finde en udbyder, der skal genopføre ejendommen.
Storbranden på Grøndals Parkvej blev anmeldt klokken 13.47 fredag den 25. marts.
130 lejligheder fordelt på 15 opgange udbrændte totalt.
Her i videoen kan du blandt andre møde Bente Bang og flere andre, som TV 2 Lorry også talte med umiddelbart efter branden: