Uniformens pris

Denne artikel blev første gang udgivet i 2018. Men den er stadig vigtig og læseværdig, så læs eller genlæs historien om Allan Ponti og den 18. maj 1993.


Inde i Allan Pontis hoved afspilles de 25 år gamle lysbilleder stadigvæk:

Fremstrakte arme peger med deres pistoler. 

Kollegaen ved siden af ham bliver ramt af en brosten. 

Skudramte demonstranter bliver båret ud på skjolde. 

Normalt er lysbillederne gemt væk i en mental "kasse", men når han fortæller sin historie, vælter de ud.

Det bliver klart, at den dødsangst, han oplevede den 18. maj 1993, har ændret hans liv.

Den 18. maj 1993 er EU-valgdag, og en gruppe mennesker føler sig snydt af politikerne. 

Derfor har de arrangeret en demonstration på Blågårds Plads på Nørrebro.

Der er sat en scene op, der sender musik, taler og festlige vibrationer ud over pladsen. 

Men da resultatet af dagens afstemning er kendt, ændrer stemningen sig.

En gruppe på nogle hundrede demonstranter bevæger sig i flok fra pladsen. De vil vise deres utilfredshed ved Christiansborg. 

Allan Ponti var betjent under Nørrebro-urolighederne. 

Hans hukommelse har været bedre. Og selvom han har masser på hjerte, kommer ordene ikke altid så let til ham, når tanker skal blive til sætninger.

- Jeg tør ikke at gå ikke igang med en samtale med folk, der er ret lang, fordi så ved jeg, at jeg går i stå, og så tænker folk: "Hvad er der galt med ham?". Jeg går ikke rundt med sådan et skilt, hvor der står: "Jeg er syg i hovedet". Jeg forsøger at være normal, fortæller Allan Ponti. 

Sommetider er det lettere bare at tie stille. 

Det lå ikke i kortene, at Allan Ponti skulle blive betjent.  

Som ung var han lidt af en ballademager, og "strømerne" var hans fjender. Flere gange er han endt på bagsædet i en patruljevogn og har fået sig en alvorssnak med en betjent.  

At han senere ville sidde i samme situation - men i modsatte rolle - havde han ikke regnet med. 

Egentlig var det hans kammerats drøm at komme i politiet, og så gik Allan med.  

Det har formet hans liv på godt og ondt. 

Den 18. maj er det nok mest det sidste, der gør sig gældende. Et skilt på døren er første tegn på, at aftenen bliver noget særligt. 

Allan Ponti møder ind på Politigården i troen om, at han skal køre ambassadepatrulje. En "forfærdelig kedelig" vagt, som består i at køre fra ambassade til ambassade og holde opsyn.

I stedet bliver han altså bedt om at klæde om, og betjentene får at vide, at der er begyndende demonstrationer på Nørrebro ovenpå EU-afstemningen. 

I første omgang er meldingen om demonstrationer dog ikke noget, der skræmmer ham.

Det er han vant til. Og det har han øvet sig i.

Allan Ponti og resten af de betjente, der trak i indsatsdragterne den 18. maj, er 25 år senere inviteret til en genforening i København. 

Her får de mulighed for at fortælle om deres tanker og oplevelser fra den aften, der stadigvæk er forbundet med stor smerte. 

The Thin Blue Line, en frivillig støtteorganisation for tilskadekomne politiansatte, står bag. 

- Bare det at se hinanden kan være positivt for dem, mener Ole Madsen, som er formand.

Det er dog ikke helt uden udfordringer at forsøge at samle betjentene. 

De er svære at finde frem til, og mange har slet ikke lyst til at huske og markere dagen.

De vil ikke rive op i et gammelt sår. 

Da Allan Ponti og kollegerne kommer på gaden, kan de godt fornemme, at der er noget i gærde.

Politiets taktik er i første omgang at forholde sig afventende og ikke opsøge konfrontationer med demonstranterne. 

Men da de begynder at bygge barrikader på Nørrebrogade, som forhindrer politiet i at nå frem til en melding om brand i en lejlighed, er de nødt til at bryde igennem. Det viser sig at være et gadebål.

Allan Ponti får besked over radioen, at nogle af hans kolleger er i problemer. 

”… så er vi angrebet midt på Fælledvej, så nu må der kraftknusemig komme hjælp frem” lyder én af meldingerne. 

På samme tid som betjentene gennemlevede den nok værste nat i deres politikarriere, sad Bjarne Frøslee Ibsen begravet i en kæmpe stor arbejdsmiljøundersøgelse. 

For 25 år siden var der ikke de muligheder for psykologisk debriefing og støtte, som findes i dag. Og Bjarne Frøslee Ibsen beskriver kulturen som en "machokultur", hvor der ikke var plads til at vise svaghed. 

-  I 1993 havde politiet samarbejdsaftaler med krisepsykologer i Danmark, men der eksisterede ikke et koncept for psykologisk debriefing, ligesom der ikke har været kollektive debriefinger for alle betjentene efterfølgende, oplyser Rigspolitiet til TV 2 Lorry. 

Først i 1996 blev Bjarne Frøslee Ibsen chefpsykolog for en nystartet psykologtjeneste i Rigspolitiet.

Allan Ponti kunne derfor godt have ønsket sig mere støtte. 

På Nørrebro er brosten blevet til kasteskyts, og Allan Ponti er skrækslagen. 

Han fortæller, at demonstranterne først kaster en bølge af høje sten, som får dem til at løfte deres skjolde. Derefter kommer det næste hold og skyder efter maven og benene. 

Lyden af brosten mod plastikskjoldene giver en ufattelig larm.

Allan Ponti er sikker på, at nu skal han dø.

Allan Ponti har aldrig rigtigt talt med sin familie om den 18. maj 1993. Og heller ikke i politiet blev der snakket ud om episoden: 

- Normalt når man er ude til situationer, så kan man godt snakke om "Hvad fanden gjorde vi her.” Det skete ikke der, husker han.

Han ved ikke, hvorfor kollegerne - eller han selv - aldrig tog hul på snakken. 

Han går stadigvæk med mange ubesvarede spørgsmål.

Det, Allan Ponti oplever nu, er kaos.

Han husker det, som om de civilklædte urobetjente forsøger at skubbe kæden af kampklædte betjente fremad mod demonstranterne.

Men han vil ikke. Han tør ikke.

Han kigger til sin højre side og ser rækken af fremstrakte arme, der også har trukket deres pistoler.

Fra venstre råber hans kollega, at han er blevet ramt af et stenkast. 

- Jeg kigger på ham, og jeg kan se, at hans tænder mangler, og at den er helt gal. 

Han kaster sig over kollegaen for at beskytte ham med sit skjold. Så samler han selv brosten op og kaster tilbage mod demonstranterne.

Han kan høre, at han rammer. 

I ens indsatsdragter, gasmasker og skjolde var det kun højden, der skilte betjentene fra hinanden. Udover med de vagtsatte var der også kolleger, der havde fri og boede i København, som mødte ind på stationen. 

- Alle, der kom, fik bare en dragt på og ligeså snart, der var nok, så afsted med dem. Så der var ikke nogen, der vidste, hvem der var af politifolk, fortæller Allan Ponti. 

Han ved derfor ikke, hvem han kæmpede side om side med den nat. 

Han håber, at der til genforeningen vil dukke andre op, der ligesom ham stod i forreste række under gadekampene.  

Allan Ponti ender aldrig med selv at skyde. Men det gør hans kolleger. I alt bliver der affyret 113 skud den nat. 

Som Bjarne Frøslee Ibsen fortæller i klippet, ved ingen præcis, hvor mange som Allan Ponti der er derude. 

- Vi er i Rigspolitiet bekendte med og opmærksomme på, at urolighederne den 18. maj 1993 havde store konsekvenser for mange af de betjente, der gjorde tjeneste den pågældende aften. Der findes ingen opgørelse over, hvor mange betjente der har været sygemeldt eller har måttet lade sig pensionere på grund af urolighederne den aften, lyder det fra Rigspolitiet. 

Bjarne Frøslee vurderer dog, at den18. maj 1993 kan sammenlignes med at have deltaget i krigshandlinger - også i forhold til andelen, der har døjet med med psykiske efterreaktioner. 

Noget, som Allan Ponti også genkender fra betjente, der har fået PTSD fra andre episoder.

I november 1999 dræbte en politikommisær sin tidligere hustru. Året efter tog han sit eget liv i arresten. Begge var de med under urolighederne på Nørrebro. Han som delingsfører for den gruppe, der skød. Hun som betjent i forreste række. Begge havde ifølge Ritzau en alvorlig psykisk nedtur efter kampene.  

Allerede aftenen efter urolighederne er Allan Ponti på vagt igen. 

En vagt, hvor han og kollegerne endnu engang får besked på at tage til Nørrebro for at forebygge nye urolighederne.

For første gang mærker han, at han er ked af det. 

Det, han oplevede natten før, vil han aldrig nogensinde igennem igen. 

Lige da røgen har lagt sig, er man ikke bleg for at rose politiet. 

Daværende udenrigsminister Niels Helveg Petersen (Rad. V) siger i et interview i TV 2 Lorry den 19. maj, at politiet ikke kan bebrejdes, men at der skal nærmere undersøgelser igang.

Det kommer der i den grad. Faktisk skal der gå syv år, før de endelig konklusioner drages.

Sideløbende med de mange undersøgelser skete der også store forandringer internt i politiet. Det gjaldt både taktisk og psykologisk.  

I dag har Rigspolitiet som nævnt en psykologtjeneste med tilknyttede psykologer, der både yder akut og planlagt støtte til politifolk. Ved voldsomme hændelser deltager alle, der har været involveret, for eksempel i en psykologisk debriefing, og der kan også iværksættes individuel støtte. 

Den 1. januar i år etablerede Rigspolitiet en Støtte- og Rådgivningsenhed, som med en langsigtet indsats skal anerkende, aflaste og hjælpe både de berørte betjente og deres nærmeste pårørende.

Rigspolitiet er også i dialog med Forsvarets Veterancenter omkring udviklingen af tilbud til alvorligt fysisk og psykisk tilskadekomne betjente, både aktive og pensionerede.

Hos Politiforbundet, betjentenes fagforening, kan politifolk i tjeneste få socialrådgiverbistand og advokatbistand, for eksempel i forbindelse med at de skal søge erstatning. 

Men i det øjeblik, de ikke længere er ansatte i politiet og dermed ikke medlemmer, så er de ude af Politiforbundets hænder. 

Frivillig hjælp 

Der er også kommet flere frivillige organisationer, der støtter betjentene, nemlig Politiveteranerne og The Thin Blue Line.

Her får betjentene et netværk, hvor de kan hjælpe hinanden. Og så markerer de altså, modsat Rigspolitiet, 25-års dagen for urolighederne. 

Af hensyn til de andre betjente får TV 2 Lorry ikke lov til at være med inde til selve arrangementet. Men vi taler med Allan Ponti, mens det er igang. 

Det er en tydelig berørt Allan Ponti, der kommer ud fra mødet med kolleger, han ikke har set i 25 år.

Skuldrene er ligesom sunket en smule. 

Han er blevet klarere på, hvor han har været, og hvem han har været sammen med. 

Særligt én brik kan forhåbentlig snart lægges. 

Nogle kollegaer kunne give ham det fulde navn, så nu skal Allan Ponti finde ham på Facebook:

- Jeg vil selvfølgelig skrive om den aften: Hvad der skete og hvad jeg gjorde. Og spørge ham, hvordan han havde det efterfølgende.

Interviewet og genforeningen bliver næppe sidste gang, at billederne fra 18. maj vælter ud af hans mentale kasse.

Men nu ved han, at han ikke er alene.