I dag har Rigspolitiet som nævnt en psykologtjeneste med tilknyttede psykologer, der både yder akut og planlagt støtte til politifolk. Ved voldsomme hændelser deltager alle, der har været involveret, for eksempel i en psykologisk debriefing, og der kan også iværksættes individuel støtte.
Den 1. januar i år etablerede Rigspolitiet en Støtte- og Rådgivningsenhed, som med en langsigtet indsats skal anerkende, aflaste og hjælpe både de berørte betjente og deres nærmeste pårørende.
Rigspolitiet er også i dialog med Forsvarets Veterancenter omkring udviklingen af tilbud til alvorligt fysisk og psykisk tilskadekomne betjente, både aktive og pensionerede.
Hos Politiforbundet, betjentenes fagforening, kan politifolk i tjeneste få socialrådgiverbistand og advokatbistand, for eksempel i forbindelse med at de skal søge erstatning.
Men i det øjeblik, de ikke længere er ansatte i politiet og dermed ikke medlemmer, så er de ude af Politiforbundets hænder.
Frivillig hjælp
Der er også kommet flere frivillige organisationer, der støtter betjentene, nemlig Politiveteranerne og The Thin Blue Line.
Her får betjentene et netværk, hvor de kan hjælpe hinanden. Og så markerer de altså, modsat Rigspolitiet, 25-års dagen for urolighederne.
Af hensyn til de andre betjente får TV 2 Lorry ikke lov til at være med inde til selve arrangementet. Men vi taler med Allan Ponti, mens det er igang.