Hans mor "græd som pisket", da han blev valgt ind i Folketinget

Radikale Venstres leder Martin Lidegaard finder sit ældste fotoalbum frem, da TV 2 Kosmopol er på besøg hos ham i huset i Brønshøj for at høre, hvordan hans interesse for politik i sin tid blev vakt. 

-  Jeg er jo et ægte højskolebarn. Født og opvokset på Krogerup Højskole i de første 18 år af mit liv, fortæller Martin Lidegaard, mens han bladrer i albummet, som hans mor har samlet til ham. 

-  Det var en fantastisk barndom. Der var så mange spændende mennesker, både lærerstaben, der dækkede fra kommunister til venstrefolk, men jo også de elever, der kom ind på højskolen - ungdomsårgange der kom med deres syn på sagen.

- Her er jeg jo et lille barn stadigvæk, siger den nu 66-årige politiker, mens han studerer et af de første billeder i albummet. 

- Hver dag skete der noget spændende på Højskolen. Der var foredrag, teater eller nogen, der kom for at danse og synge. Så jeg tilbragte mange timer i festsalen på Krogerup.

(Artiklen fortsætter efter videoen.)

Forkælet ønskebarn

Martin Lidegaards far, Mads Lidegaard, var højskolelærer på Krogerup Højskole i Humlebæk, og Martin voksede op der med sine forældre og tre storebrødre, hvor den yngste storebror er hele ni år ældre end Martin.

- Hvis du spørger mine storebrødre, var jeg alt for forkælet, siger Martin Lidegaard med et grin.

Og spørger man rent faktisk storebror Bo Lidegaard, så fortæller han, at Martin var et decideret ønskebarn. Bo ønskede sig en lillebror, og forældrene ønskede sig et barn til.

- Som lille var Martin egentlig ret meget, som han er nu. Han er jo god til livet, god til at have det sjovt, god til at affinde sig med meget forskellige vilkår og få det bedst mulige ud af det, lyder det fra Bo Lidegaard, som i dag er partner i Kaya Research.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

På den ene side og på den anden

Brødrene blev allerede fra barnsben opfordret til at have en mening og ytre sig om verden, og højskolen blev definerende for Martins tankegang.

- Jeg er jo næsten født med, at man kan anskue verden fra både en rød og en blå side - og fra en grøn side. På højskolen var der alle politiske observanser, og man skændtes og diskuterede jo hver dag.

Men det her med at kunne se ting fra begge sider, gør det ikke, at det er svært nogle gange at tage en beslutning?

- Der er jo mange, der gør grin af os Radikale, nogle gange med god grund, fordi vi hele tiden ser sagen fra både den ene side og den anden side, siger den radikale leder med et skævt smil.

- Men det er en god metode, så længe man også kan træffe en beslutning, der så peger den ene eller den anden vej bagefter. Og det skal man kunne, især som politiker.

Det sidste billede i Martin Lidegaards gamle album, forestiller ham som 18-årig med smøg og kaffe. ”Martin er blevet voksen” har moren, Else Lidegaard, skrevet.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Mor græd som pisket

Men selvom Martin var aldeles voksen i 2001, da han blev valgt til Folketinget første gang, kom der alligevel en overraskende reaktion fra hans mor.

- Min mor græd som pisket, da jeg blev valgt. Hun synes, det var den værste skæbne, der kunne overgå mig, og det synes hun stadigvæk.

Hvorfor?

- Jeg tror, at hvis man skal sætte sig i min mors sted, så ser man jo alle de tæsk, jeg får hele tiden som toppolitiker. Det er jo en del af at være politiker på mit niveau. Og det er svært at se på for en mor, som jo næsten per definition synes, at alt hvad, hendes søn gør, er rigtigt.

Martin Lidegaard blev ny politisk leder af Radikale Venstre, efter Sofie Carsten Nielsen trak sig på grund af det særdeles dårlige valg i november 2022.

Hvordan var det at blive formand på den lidt ”hulter til bulter-agtige” måde, det skete på?

- Jeg fik jo en broget start som formand. Jeg var slet ikke forberedt på, at jeg skulle overtage partiet på det tidspunkt. Vi røg direkte til regeringsforhandlinger, der var rigtig svære, og vi endte med at tage en svær beslutning.

- Så jeg har haft en svær start, men jeg føler, at nu har jeg sat mig i stolen. Jeg har fået fat i tømmerne, og mit parti er klar til at komme ud over rampen. Så det skal vi nu.

(Artiklen fortsætter efter boksen.)

Lille Martin fik klø

Martin Lidegaard pakker sit album sammen, og selvom Martin elskede sin barndom på højskolen, var der dog enkelte hårdtslående undtagelser, fortæller han.

- Der var nogle drenge på højskolen, der var noget større end mig, og de gav mig klø. Og så gav mine storebrødre dem klø. Og så fik jeg klø igen! Så der var en periode, hvor jeg synes, at der var lige lovligt mange klø til mig, uden jeg rigtig havde nogen at aflevere til!

- Men så lærer man jo også at stikke af, når man skal det - og tage kampen, når man skal det, slutter Martin Lidegaard med et stort grin.