Jette Gottlieb: "København må ikke vokse sig større end i dag"
Jette Gottlieb sidder i Folketinget for Enhedslisten, men mest af alt identificerer hun sig som tømrer.
Det er anden gang, at 75-årige Jette Gottlieb sidder i Folketinget for Enhedslisten.
Første gang var i 1994, da hun var med til at skabe og få Enhedslisten ind i Folketinget. Her 30 år efter, med en masse tømrerarbejde i rygsækken, sidder hun der altså igen.
-Jeg opfatter det at være i Folketinget som et hjørne af det politiske arbejde. Jeg synes i virkeligheden, at basisarbejdet er det, der forandrer mest, når man er et oppositionsparti, siger Jette Gottlieb, der i denne omgang har været medlem af Folketinget for Enhedslisten siden 2019.
1 ud af 70
I portrætserien "1 ud af 70" sætter TV 2 Kosmopol fokus på en række politikere valgt ind i hovedstadsområdet.
Se afsnittet om Jette Gottlieb på TV 2 Kosmopol.
Fra håndlanger til håndværker
Jette Gottlieb tager imod TV 2 Kosmopol i kollektivet på Christianshavn. Her har hun boet det meste af sit voksenliv. Hun var med til at købe huset tilbage i 1970 og deltog også i det efterfølgende store renoveringsarbejde af bygningen.
-Jeg fik meget mod på at lære et ordentligt håndværk rigtigt, efter vi byggede om på det her hus, siger Jette Gottlieb
- Under ombygningen lavede jeg jo mest håndlangerarbejde, så jeg ville gerne lære et rigtigt håndværk, og det gjorde jeg.
Jette Gottlieb, der i forvejen er uddannet cand.scient. i geografi og samfundsfag, færdiggjorde sin tømreruddannelse i 1992 og har siden været med til at restaurere en række huse i Københavns Kommune.
- Det giver så meget mening at være i stand til at restaurere de gamle, gode huse, siger Jette Gottlieb.
- Det er meget bedre end at blive ved med at bygge nyt, fortsætter hun.
Tornen i øjet
Jette Gottlieb er valgt i Københavns Storkreds, men, siger hun, uden at blinke:
- Jeg er den mindst københavnerfikserede københavner, jeg kender.
Hvad tror du dine vælgere siger til det?
- Det må de leve med, og det tror jeg også, de gør. Der er da mange, der godt kan se ud over deres egen næsetip, slår Jette Gottlieb fast.
Jette Gottlieb er nemlig passioneret modstander af, at København skal vokse sig større end byen er i dag.
- Jeg ser det som et skræmmebillede, hvis man gør København til et sted, der huser over halvdelen af Danmarks befolkning, forklarer hun.
Det vil nemlig være på bekostning af resten af landet og altså skævvride Danmark endnu mere end det er i dag, mener Jette Gottlieb.
Derfor er en af hendes mærkesager at sætte en stopper for arbejdet med at bygge Lynetteholm - den kunstige halvø i København, som efter den planlagte færdiggørelse i 2070 skal huse 35.000 beboere.
- Der er to problemer i Lynetteholm. Det ene er, at det er meget skadeligt for Østersøen, og så har det den effekt, at det får København til at vokse yderligere, slutter Jette Gottlieb.
Blå bog: Jette Gottlieb (EL)
Folketingsmedlem for Enhedslisten Socialistisk Folkeparti i Københavns Storkreds fra 5. juni 2019
Folketingsmedlem for Enhedslisten i Østre Storkreds fra 21. september 1994 - 20. november 2001
Grønlandsordfører og Færøerne-ordfører fra 2023
Transportordfører fra 2022.
Kommunalordfører fra 2022.
75 år og bosiddende på Christianshavn