Oversigt

Seneste nyt

Nyt projekt screener nybagte forældre for partnervold

Projektet 'Sammen uden vold - Småbørnsforældre' viser nu, at sundhedsplejere kan være med til at spotte voldsomme konflikter og/eller vold blandt nybagte forældre.

Det skriver Maryfonden i en pressemeddelelse. 

Fonden har nemlig, i samarbejde med Ole Kirk’s Fond og 'Dialog mod Vold', siden marts sidste år haft gang i et projekt, hvor sundhedsplejere er blevet trænet i at screene nybagte forældre for, om der er vold i forholdet, for i så falde at kunne tilbyde dem hjælp.

Projektet sker i samarbejde med Albertslund, Glostrup, Hvidovre, Helsingør og Høje-Taastrup Kommuner.

Indtil videre har de deltagende sundhedsplejere screenet sig frem til 81 familier præget af voldsomme konflikter og/eller vold.

Det står i stærk kontrast til tidligere, hvor sundhedsplejere i de fem kommuner kun sjældent opdagede par, der levede med voldsomme konflikter og/eller vold. 

Direktøren i Mary Fonden glæder sig derfor over projektets foreløbige resultater. 

- At få sagt højt, at man er i en voldelige relation, er det første skridt til at kunne få hjælp til at bryde med volden og på den måde få skabt bedre forudsætninger for et godt liv for sig selv og sit barn, siger Helle Østergaard, direktør i Mary Fonden.